En del betonarbejdere, tømrere og andre med fysisk arbejde vil ikke kunne fortsætte med at arbejde, til de bliver 70 eller 71 år.
Det vurderer Håndværksrådet, der repræsenterer 20.000 små og mellemstore virksomheder indenfor byggeriet.
Hvis efterlønnen afskaffes, skal de, der er unge i dag, arbejde til de bliver 70 eller 71 år, forventer eksperter. Men det kan mange ikke klare i de hårde byggejob.
”Der er givetvis en del, der ikke vil kunne arbejde til de er 71,” siger Ane Buch, administrerende direktør i Håndværksrådet.
”Men jeg tror også, der er nogen, der kan fortsætte med at arbejde, hvis virksomheder prøver at organisere sig på en lidt anden måde,” forklarer Ane Buch.
Kroppen siger stop
Byggearbejdet sætter sine spor hos medarbejderne.
”Det er oplagt, at der vil være nogen, der er fysisk slidt ned, sådan at de ikke vil kunne varetage ret mange funktioner, det er der ingen tvivl om,” siger direktøren for håndværksmestrene.
Fire ud af fem efterlønnere arbejder som faglærte eller har ingen uddannelse. Regeringen har gjort regning uden vært, når de vil have da lavtuddannde til at arbejde ti år længere. Det mener Henrik Brønnum-Hansen, der er forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed
”Det er ikke muligt for mange af de faglærte og ufaglærte at fortsætte med deres arbejde til de bliver 71. For de har været længere tid på arbejdsmarkedet, og de har et arbejde, der slider på dem,” forklarer Henrik Brønnum-Hansen.
Løfter de gamle
Han har forsket i nedslidning på jobbet og helbredet for danske arbejdere i efterlønsalderen. De dele af befolkningen, der oftest bruger efterlønnen, er dem, der får flest skader og sygdomme af arbejdet. For eksempel sosu-assistenter, der løfter de ældre hver dag.
”Alene af den grund, at de vil få muskel- og skeletsygdomme, vil mange ikke kunne fortsætte med at arbejde,” påpeger Henrik Brønnum-Hansen.
De laver dåsemakrel
Hos den fynske stålgigant Glud & Marstrand laver 1.100 ufaglærte og metalarbejdere blandt andet dåser til makrel.
Administrerende direktør Jørgen Kjærgaard mener, at de fleste af hans medarbejdere vil kunne fortsætte, til de bliver 70 år. Men han erkender også, at nogle vil være nødt til at stoppe, fordi arbejdet er for fysisk hårdt.
”Der kan altid være folk, der er ramt af et eller andet. Men generelt er medarbejderne mere friske, end for 50 år siden,” siger Jørgen Kjærgaard.
Han har flere medarbejdere, der er i 60’erne. Og i fremtiden er han indstillet på at indrette arbejdet, så medarbejderne kan arbejde, indtil de bliver 70 år.