Brøndbys træner Thomas Frank har stor respekt for FC Midtjylland, inden de to hold tørner sammen i Superligaen fredag aften i Herning.
- Vi skal møde et stærkt FC Midtjylland-mandskab, som har fået en flot sæsonstart. Fire sejre ud af fire mulige taler sit tydelige sprog.
- De har mange spillere, som har arbejdet sammen igennem en længere periode, og det betyder, at holdet har sat sig, og at de er blevet spillet godt sammen. Timingen og mekanismerne i deres spil sidder i skabet, siger Thomas Frank til Brøndbys hjemmeside.
- Glen (FCM-træner Glen Riddersholm, red.) og trænerteamet har arbejdet grundigt med tingene og dermed fået tunet holdet, så de er rigtig svære at spille imod.
- Hvis FCM kan holde på dette hold, så opfatter jeg dem som en af favoritterne til DM-guldet - især når man ser på den start, de har fået, da det giver et boost.
- Et stærkt hold med så stort et forspring ned til de seneste par års titeludfordrere skal tages meget seriøst, lyder det fra Thomas Frank med henvisning til, at både FC København og FC Nordsjælland befinder sig under nedrykningsstregen.
Mens FCM har fået en perfekt sæsonstart, så er Brøndby blot noteret for to point efter de første fire kampe og ligger på 10.-pladsen.
- Vi ved, at der formentlig venter en tætpakket MCH Arena, når Brøndby IF kommer på besøg, og det er blevet et svært sted at spille for de fleste hold.
- Vi glæder os virkelig meget til den kamp og den udfordring, og vi tror på, at vores koncept og forberedelser kan optimere vores muligheder for at hente en sejr, men det bliver en svær opgave.
- Jeg håber i hvert fald, at opbakningen vil være lige så fantastisk, som vi har oplevet hidtil, for vi har brug for al den støtte, vi kan få.
Kampstart er klokken 18.30.
/ritzau/