Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DER ER ved at være enighed hele vejen rundt i spektret af kommentatorer. Fra det lidt skævere men altid vedoplagte ”Go’e gamle Folketing” på Radio 24syv, ( … hvor afgåede folketingspolitikere giver de nuværende tørt på, styret af ”formanden” Huxi Bach.
Til langt de fleste af Kloge-Ågerne og -Åserne i diverse aviser og på diverse platforme:
Lars Løkke er gået fallit med sit politiske projekt, der åbenbart først og drejer sig om at holde fast i magten.
DER ER nok at grine af – hvis det altså er sjovt at se, hvorledes Thornings løftebruds-etikette er blevet afløst af stemningen fra en gammelkendt, dansk operette.
Det er Anders Samuelsen, der har taget den dobbelte hovedrolle som Celestin og Floridor. Kan du huske Dirch Passer, der både er organist for de bly jomfruer på klosteret – og en (med hans egne ord) vanvittigt talentfuld syngespils-komponist.
Ligesom Samuelsen, der både forvalter den rene uberørte, liberalisme på principniveauet, mens hans parti og ministre i realiteten er marionetter for den grumsede kompromiser. - men samtidigt kan få sine folk til at indgå forlig, der først og fremmest er modelleret af den grumsede, politiske virkelighed. Under tiden er der et underholdnings-niveau på niveau med syngespillet om frøken Nitouche. For åbent tæppe græder Joachim B. Olsen over den lovgivning som hans egne partikammerater i ministerrollen er stået i spidsen for at gennemføre.
DEN ENESTE, der går rundt og smiler, er Søren Pape, der er så trallende glad, for de retspolitiske stramninger og sin prop i det konservative afløb af stemmer, at det egentlig er ligegyldigt, om det går ad helvede til for den samlede blok.
I meningsmålingerne er der flertal for en anden statsminister end Lars Løkke.
Og det har der været længe.
Mette Frederiksen er formentlig landets næste statsminister, og vi går bare og venter i rød stue.
MEN GLÆDER vi os virkeligt?
Og har skolelærerne, dagpengemodtagerne, de studerende og andre grupper af røde kernevælgere glemt deres egen mega-skuffelse under Thornings og Corydons vinger?
Personligt forstår jeg godt, at Mette Frederiksen ikke har travlt.
For lige så sikkert det virker som om hun evner at tale godt og forståeligt om en forandring til fordel for de hårdest ramte – lige så afhængig er hun af den højrefløj i socialdemokratiet, der har ført partiet tættere på konkurrenterne i DF. Og hvis der er nogen stålsathed i DF’s evige erklæren sig ”et borgerligt parti”, så vil DF’erne under en socialdemokratisk mindretalsregering holde Soc’erne fast på den hårde flygtningepolitik.
Det kan godt være, at DF’erne har det som et politisk mål i sig selv, at holde Samuelsens nyliberalister væk fra reel indflydelse. Se blot hvordan de har ydmyget dem under UBER-sagen.
Men det er for intet at regne, når Dansk Folkeparti tager fat på de radikale efter et valg og med en ny socialdemokratisk mindretalsregering. De radikale er selve kroppen i alt det, DF’erne ikke kan holde ud: La-la-humanisme! EU-elskere. Akademisk hovmod!
ELITEN – og føj for den lede!
OG SF i et nyt, rødt regime?
Det bliver umuligt at finde stemningen af hvedebrødsdage, da Thorning og Søvndal gik sammen – og da de sammen begik den fejl ikke at have taget Vestager i ed. SF tester i disse år deres egen overlevelse i balancen mellem ægte rødt og pragmatisk politik. Lige nu virker det mest som om, de har taget positionen som socialdemokratiets venstrefløj.
De kunne have rollen som samlere på hele venstrefløjen og på den måde forberede den kendsgerning, at skal man overhovedet tale om rød blok med Mette Frederiksen som statsminister, så skal Enhedslisten og Alternativet både kunne se egne sager blive til noget – og samtidigt stemme ja som støttepartier.
HVIS ALTERNATIVET skal have anden rolle end at være kaospilot på de støvede gange på Christiansborg, skal de reelt have fundet nogle mærkesager, som overgår den pirat-agtige selvfedme, som præger partiet i dag .
Og så er der Enhedslisten, som har evnet i virkeligheden at være det mest fredede parti i de dansk politik de sidste 10 år. Vælgerne har endnu ikke straffet partiet for at være den evige nej-siger i parlamentet. Det skyldes ikke mindst den høje troværdighed og gennemslagskraft hos partiets unge ordførere.
Og i hvert fald én bombe tikker i stigende grad under det ræve-røde parti, der er vifte for en samlet venstrefløj, som historisk set overhovedet ikke er samlet. Fra akademisk røde humanister – til kommunister og marxister, der stadig dømmer om arbejderklassens ejerskab til produktionsmidlerne.
Bomben hedder EU og Europapolitik. Mens EU-modstanden i Europa er blevet et nationalistisk højrefløjsprojekt og røde intellektuelle de egentlige frihedskæmpere for fællesskabet for at skabe front mod Trump, Putin og Erdogan, er Enhedslisten svar det samme som i 1972: NEJ.
Enhedslisten kan ikke i længden komme udenom, at der findes ægte røde europæere – også i Danmark. Og at de vælgere enten må prøve at hugge sten ud af den venstreorienterede grædemur – eller også holde sig fra at stemme på partiet.
SÅ SELVOM det ser ud til, at et valg temmelig ubesværet kan gøre Mette Frederiksen til Statsminister, er det langt fra klart, hvordan hun vil samle rød blok om en anden politik.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.