GØR FACEBOOK DIG lykkeligere? Føler du, når du kigger tilbage på 2017, at Facebook berigede dit liv? Knyttede du stærke venskaber derinde? Øgede det din livskvalitet? Var timerne godt investeret frem for at have brugt dem ude i virkeligheden?
Hvis du med sikkerhed kan svare ja til de fleste af disse spørgsmål, så skal jeg ikke gøre mig klog på dine vegne. Så skal du bare blive ved med at bruge det, fordi så giver det dig tilsyneladende noget godt.
Hvis du derimod tøver, eller kan mærke i maven, at svaret måske nærmere er ’det er jeg ikke sikker på’, eller ’nej - det gav mig egentlig ikke ret meget godt’, så er det på tide at være helt ærlig overfor dig selv. Hvad er det egentlig, der holder dig tilbage fra at slette din konto?
For mit eget vedkommende har jeg befundet mig i dette dilemma igennem længere tid. Jeg har aldrig brugt min Facebook-konto privat, men har i stedet fået en følgerskare på over 10.000 mennesker, som får mine opslag omkring iværksætteri og innovation.
Derfor er jeg jævnligt splittet imellem den værdi, det har for min virksomhed at blive fulgt af så mange derinde, og så den konstante negativitet, der trives på Facebook. Du kender formentlig den samme splittelse – uanset om du så bruger det privat eller i arbejdsøjemed.
MIN SPLITTELSE SKYLDES den yderst ubehagelige stemning, der ofte er inde på Facebook. Det er vel efterhånden kun Nationen på Ekstra Bladet, hvor man finder flere hadske, negative og primitive kommentarer end på FB. Som komikeren Carsten Eskelund har udtrykt det: ”Det er et sted, hvor folk prøver at slå hinanden ihjel med ord, sådan som de tror, de staves.”
Jeg ved ærlig talt ikke hvordan eller hvorfor, det er endt sådan. Er der virkelig så meget vrede i vores lille samfund? Går så mange mennesker rundt med uforløste ting i deres liv, så de føler et behov for at skrive hårdt og personligt til folk, så snart de sætter sig foran skærmen og dermed har et lag imellem sig selv og virkeligheden? Jeg ved det ikke.
Jeg ved om ikke andet, at jeg er nået et punkt, hvor jeg i første omgang har valgt at blokere de værste ’typer’. Det skal man så selvfølgelig også høre for, da de selvsamme personer så på deres egen væg skriver, at man blokerer dem, fordi man ikke ønsker debatten med dem. Kunne det ikke også bare tænkes, at man vælger at undlade at lytte til dem, ligesom man ville gøre, hvis man mødte dem nede i byen eller i toget? Blot er der ikke sådan en naturlig stillekupé om bord på Facebook-toget.
JEG SER TO ANDRE udfordringer med Facebook. For det første dyrkes fortællingen om, at ”når vi alle kan findes, så kan vi aldrig miste en ven.” Men er det reelt et socialt medie? Er det reelt venskaber, vi knytter derinde? Jeg er ikke så sikker længere.
Derudover er der hele den indirekte sociale kontrakt, man indgår, når man er på Facebook.
Én af mine gode iværksættervenner, Morten Wagner, er manden bag Dating.dk, og han er skide dygtig til at bygge forretninger op omkring abonnementer.
Han har forklaret mig, at abonnementer fungerer så effektivt både for ham og for fitnesskæder som Fitness World, fordi de etablerer en både formel, men ikke mindst uformel kontrakt med brugere. Det skal forstås sådan, at så længe man er bruger/medlem, så er man en del af det fællesskab, der stadig tror på kærligheden eller ikke har opgivet deres krop og sundhed.
Melder man sig ud, så føler man, at man har givet op på de vigtige ting i ens liv.
Facebook har en lignende social og psykologisk dynamik. ’Fællesskabet’ er hamrende svært at forlade, uden man føler, at man risikerer at gå glip af en hel masse. Hvad man går glip af, har de fleste imidlertid sværere ved præcis at sætte ord på. Og hvad man går glip af på grund af de mange timer, man anvender inde på
Facebook, det er muligvis endnu mere ubehageligt at reflektere over i lidt tid?
HMM - OVENPÅ de tanker så tror jeg, at jeg melder mig ud. Eller gør jeg? Jeg ved det virkelig ikke.
HVIS jeg nu meldte mig ud, så kunne jeg jo heller ikke svare på, når folk kritiserer eller roser dette indlæg på de sociale medier. Kan jeg leve med det? Sæt de nu tænker, at fordi jeg ikke svarer, så skyldes det, at jeg enten er arrogant eller ikke har rent mel i posen?
Omvendt: Er jeg virkelig forpligtiget til det som menneske? Altså at stå digitalt til rådighed i tide og utide. Hvis jeg melder mig ud, melder jeg mig så ud af mere end blot en hjemmeside? Jeg ved det ikke. Jeg må hellere overveje det en ekstra gang. Hvilke overvejelser har det sat gang i hos dig?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.