HVIS MAN studerer forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, så indgår dehumanisering altid som et væsentligt led i de forløb, som går forud herfor.
Det er eksempelvis et eksplicit led i den amerikanske folkedrabsforsker Gregory H. Stantons stadielære om, hvilke stadier der leder frem til et folkedrab. Og det er et implicit led i den østrigsk-amerikanske politolog Raul Hilbergs analyse af nazisternes udryddelse af de europæiske jøder.
Dehumanisering er også et kendt begreb inden for psykologien, hvor det betegner en måde at udradere de moralske grænser på. Det har eksempelvis den canadisk-amerikanske psykolog Albert Bandura forklaret med sit begreb moralsk frakobling, hvor dehumanisering er én af flere strategier til at frakoble moralsk ansvar for andre.
Dehumanisering betyder, at man gør den anden til et mindreværdigt væsen uden menneskelige kvaliteter. I det øjeblik bliver det sværere at identificere sig med den anden, og så er der lettere adgang til at slukke for empati og moralske forpligtelser.
TIDLIGERE LANDSDOMMER og formand for PTU, nu afdøde Holger Kallehauge, som var en af hovedkræfterne bag Handicapkonventionen i Danmark, gjorde opmærksom på faren ved dehumanisering i sit kapitel i min bog Et liv i andres hænder. Han skrev:
”Det, der er farligst af alt, er, at man distancerer sig fuldstændigt fra et medmenneske, kun ser noget, man misbilliger, afskyer eller foragter; en misbruger, en kriminel, en afviger eller et misfoster. Det er sådan, grundlaget for al diskrimination, misbrug og nedværdigende behandling opstår. Man ser ingen menneskelig lighed eller i hvert fald ikke nok til at opleve medfølelse og gør alt det, der er forkert, uden at få dårlig samvittighed.
Det er derfor, alle de groveste menneskerettighedskrænkelser som deportation, forfølgelse og tortur indledes med propaganda og handlinger, som diskriminerer de udvalgte ofre. Man fratager dem deres menneskelige værdighed ved midler, som gør dem anderledes, bl.a. ved brug af nedsættende omtale, sproglig reduktion, afvigende beklædning (som f.eks. fangedragt og afklipning af hår) og nægter dem hygiejne, så de ikke længere ligner os andre, jf. f.eks. fanger i koncentrationslejre, tiggere og romaer.
Det forekommer både bevidst som led i forfølgelsespolitik og ubevidst inde i os selv, når vi ser noget, som vi ikke bryder os om. (…) Det er vigtigt at lære at se fællesmenneskelige træk uanset visse ydre forskelle og at huske at fokusere mere på det, der ligner, end på det, der adskiller” (i kapitlet ”Respekt for den menneskelige værdighed”, Et liv i andres hænder, Unitas Forlag 2014, side 46-47).
I DANMARK ER vi i disse år vidner til en massiv, politisk orkestreret dehumanisering af grupper i befolkningen. Det er især de syge og de arbejdsløse, der må holde for. Store befolkningsgrupper af syge og arbejdsløse borgere er blevet dehumaniseret og devalueret, parallelt med, at de har fået frataget rettigheder, forringet forsørgelse og samfundsværdi med blandt andet reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og to gange kontanthjælp. Den anden kontanthjælpsreform fra foråret 2016 har været ekstra voldsom i sin grad af dehumanisering. Også andre grupper af borgere bliver jævnligt udsat for dehumanisering. Det gælder blandt andet nogle indvandrergrupper.
Der har været politisk konsensus om – lige fra SF, Socialdemokraterne og De Radikale til (Dansk Folkeparti,) Venstre, Konservative og Liberal Alliance – at udgrænse syge og arbejdsløse som mindreværdige undermålere og at føre en politik, der behandler dem som undermålere.
De er blevet fremstillet som nassere, syndebukke og andre ubehageligheder i de politiske bestræbelser på at føre Danmark ind i en konkurrencestat og få udmanøvreret de ukonkurrencedygtige fra ligningen. Det samme er til en vis grad sket over for en del af indvandrerne med hele blå blok og Socialdemokraterne i front. Her har De Radikale så ikke været med, men de har til gengæld ført an i dehumaniseringen af de syge siden 2011.
DET ER FARLIGT, når man udgrænser grupper i befolkningen på dén måde som værende fundamentalt anderledes og tilhørende en moralsk underløben race. Det er her, skredet for alvor sker, og en helt anden moral træder i kraft over for disse andre. Historien har vist os, at vi bør frygte og se med største alvor på en sådan udgrænsning.
Dehumanisering behøver naturligvis ikke at føre til folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden. Men det er en reel risiko. Og dehumaniseringen i sig selv betyder store lidelser for de grupper af mennesker, som bliver udsat for den. De danske syge og arbejdsløse har allerede mistet utroligt meget.
Når man bevidst dehumaniserer dele af befolkningen, så stiller man sig også uden for menneskerettighederne og læren efter Anden Verdenskrig, som handler om, at det er så vigtigt at sikre respekt for den enkelte borgers værdighed. Regeringen og Folketinget er faktisk forpligtet på menneskerettighederne, som de selv har ratificeret, selvom de fleste partier har afvist at inkorporere dem direkte i lovgivningen.
DERFOR ER DET foruroligende, at hele blå blok samt Socialdemokraterne nu er kommet på, at de ikke alene vil ”gå til kanten” af menneskerettighederne, men også ”modernisere” dem, så Folketinget ikke skal være begrænset i den politiske adfærd over for mindretalsgrupper.
Dehumaniseringen er uhyre farlig og nedbrydende for vores samfund, og den er allerede grim at se på. Jeg vil opfordre regeringen og de øvrige folketingspolitikere til at være meget påpasselige og tænke sig godt om i deres politik fremadrettet.
Det er nu, man bør gøre en stor indsats for at vende skuden og finde menneskeligheden og værdigheden frem igen – over for hele befolkningen! Gør man ikke det, viser man sig som bødler og ikke som demokratisk valgte repræsentanter for befolkningen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.