Sundhedsvæsnet bør tilbyde den nye effektive, men dyre hepatitis C-medicin til alle de blødere, som sundhedsvæsenet i sin tid smittede med leverbetændelsen hepatitis C.
Det mener Bløderforeningen, skriver Information.
I 1970'erne og 1980'erne blev 91 blødere smittet med hiv fra blodpræparater, de modtog fra det danske sundhedsvæsen.
Mindre kendt er det ifølge Information, at det danske sundhedsvæsen i samme periode smittede 177 personer med den farlige leverbetændelse hepatitis C.
- Når der rent faktisk er kommet en mulighed for at eliminere den her sundhedsbyrde, så bør man også gøre, hvad der skal til.
- Det er rigtigt, at det ikke er en billig behandling, men i den her sammenhæng mener jeg ikke, at det er et rimeligt hensyn, siger Terkel Andersen, formand i Bløderforeningen til Ritzau.
Ifølge Bløderforeningen lever 60-80 af de blødere, der blev smittet i sundhedsvæsenet med hepatitis C, fortsat med sygdommen.
Men fordi symptomerne ikke er "alvorlige nok", kan de ifølge foreningen ikke få behandling. Men det mener foreningen, at de bør.
Hvornår hepatitis C-patienter er syge nok til at modtage den nye, dyre behandling, defineres i en behandlingsvejledning, der er udformet af en ekspertgruppe nedsat af Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, RADS.
Da RADS sidste år skulle opdatere behandlingsvejledningen for hepatitis C, anbefalede Bløderforeningen i et skriftligt input fagudvalget at medtage de blødere, der var blevet smittet af sundhedssystemet.
Men det ønske afvises af Jan Gerstoft, medlem af fagudvalget. Han er professor og overlæge på Rigshospitalets Institut for Klinisk Medicin.
- Det er en del af vores lægeløfte at behandle folk ens. Vi laver vores anbefaling ud fra, hvor syge folk er, og om vi tror, at folk er i stand til at gennemføre et behandlingsforløb. Vi laver ikke anbefalingen ud fra, hvordan den enkelte har fået hepatitis C, siger han til Information og tilføjer:
- Nogle har fået den via blodtransfusioner fra det danske sundhedsvæsen, andre har fået sygdommen via stofbrug eller via sex. Men vi kan ikke som læger gå ind og give særlig behandling ud fra, hvor sjovt eller ikke sjovt det har været at få sygdommen.
Han understreger, at det i sidste ende er op til politikerne, om de vil pålægge sundhedsvæsenet at give særbehandling til de berørte hepatitis C-patienter.
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) er dog ikke indstillet på at imødekomme de hepatitis C-smittede bløderes ønske.
- I det danske sundhedsvæsen har vi det princip, at alle patienter skal behandles lige. Som det altovervejende udgangspunkt gør vi altså ikke forskel på patienterne, og det synes jeg, vi skal holde fast i, siger hun i et skriftligt svar til Information.
/ritzau/