Det er sjældent, men det sker. Politifolk ender i situationer, hvor den borger, de står overfor, ønsker at blive skudt.
”Vi bliver undervist i det og har haft fokus på det, men det er en forfærdelig episode, når du står overfor en person, der ter sig fuldstændig vanvittigt, fordi hans ønske er at blive slået ihjel af politiet,” siger Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet.
Claus Oxfeldt sammenligner betjentenes situation med lokoførere, der aldrig ved, om der er nogen, der stiller sig ud foran toget.
”Der er ikke noget John Wayne-syndrom over politiet. Det er desværre sådan, at hver eneste politimand, der har skudt, får ar på sjælen. De bliver påvirket af det resten af deres liv,” siger han.
Peberspray kan hjælpe
Betjentene er nu også bevæbnet med peberspray, som i følge Claus Oxfeldt kan være et godt magtmiddel til at få afvæbnet en modpart, uden der sker alvorlig skade på nogen.
”Men vores allervigtigste parameter og tilgang til den slags voldsomme hændelser er vores egen sikkerhed. Derfor kan konsekvensen jo blive, at vi slår ham ihjel,” siger han.
Ifølge Rigspolitiets rapport er det typisk enlige mænd i 30’erne, der forsøger selvmord via en politibetjent. De har problemer med arbejdsløshed eller psykisk sygdom og misbrug eller er i alvorlig personlig krise.
- I april 2012 kom Rigspolitiet med en rapport, der analyserer 36 skudsager mellem 2002 og 2011.
- I knap en fjerdel af i de 23 skudsager 2002-2006 kunne 'Suicide by Cop ikke udelukkes.
- I en ottendedel af tilfældene var det med høj sandsynlighed det.
- Rapporten ser også på 13 sager fra 2006-11, som politikredsene selv havde sendt ind, fordi der er mistanke om at selvmordsønske.
- Her var de fem højst sandsynligt 'Suicide by Cop', en var det sandsynligt og to kunne ikke udelukkes.
- Der findes ikke tal for antallet af selvmord eller selvmordsforsøg via politibetjent.
Her kan man få hjælp:
Der er mange steder, du kan få hjælp, hvis du eller en af dine nærmeste har tanker om selvmord. Find kontaktoplysninger her:
Livslinien:
70 201 201
Forebygselvmord.dk