Det står langt værre til med sikkerheden på danske byggepladser end man hidtil har troet. Det viser en rapport, som Arbejdstilsynet har sendt til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, skriver dr.dk.
Som Avisen.dk skrev i maj 2018, får næsten hver anden virksomhed nu et påbud, når Arbejdstilsynet kommer på inspektion. Nu er rapporten, som viser det, landet i Beskæftigelsesudvalget.
Før var det kun 13 procent af virksomhederne, der fik et påbud, men efter at Arbejdstilsynet er begyndt at komme uanmeldt på store byggepladser, er det tal steget til 48,9 procent - næsten hver anden.
Der kan for eksempel være tale om et stillads, der ikke er opstillet korrekt, tunge løft eller manglende rækværk på stilladset.
Dansk Byggeri: Man skal også se på løsninger
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kaldte i maj 2018 til Avisen.dk tallene for et 'wake-up call', og luftede idéen om at udbrede ordningen til andre brancher med mange ulykker.
- Det er et overvældende tal. Nu skal vi have analyseret det, den nye metode har vist, til bunds, inden jeg vil komme med en politisk konklusion. Der er et meget højt tal i afgørelser om ulykkesrisici, som tager udgangspunkt i forebyggelse af arbejdsulykker. De afgørelser skal vi bruge fremadrettet til at diskutere, hvordan vi skal indrette arbejdspladserne, sagde han til Avisen.dk.
Dansk Byggeri, som repræsenterer mange byggevirksomheder, påpeger over for dr.dk, at et effektivt arbejdstilsyn også bør være kendetegnet ved, at der er tid til at tale om, hvad den tilsynsførende har sagt, og hvilke muligheder der er for at løse problemerne.