Selvom regerings akutjobpakke ikke skaber nye job, vækker den alligevel glæde hos Magistrenes A-kasse.
- Selvom der ikke er nogle nye job i det, så er den solidaritet, der ligger i det, og det at vi sørger for, at der er en eller anden form for rotation, rigtig godt.
- For os og for vores medlemmer, er jeg sikker på, at det er godt, at der bliver rørt rundt i gryden. For hvis man ikke rører rundt i gryden, så risikerer man, at det brænder på, siger direktør Hans Peter Messerschmidt Andersen.
Han glæder sig over den omtale, som akutpakke er med til at skabe. Han er dog lidt nervøs for, at det måske ikke er hans medlemmer, der står forrest i køen til de nye akutjob.
- Nu ved vi jo ikke, om man også vil ansætte akademiske medarbejdere, fordi man vil få en præmie på 25.000 kroner. Jeg kan da godt være lidt bekymret for, at det er nogle andre kriterier, man bruger, når man skal ansætte akademikere, siger han.
Han uddyber med, at hans medlemmer ofte bliver ansat i nøglepositioner, hvor det er vigtigt, at kvalifikationerne matcher fuldstændigt med jobbet.
Aftalen om akutjob, som træder i kraft allerede den 1. november, skal sikre, at der i perioden frem til 1. juli 2013 reserveres 12.500 job til danskere, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet.
Som tak for hjælpen får arbejdsgiveren en præmie på op til 25.000 kroner for at stille et akutjob til rådighed.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet risikerer 9-16.000 personer at miste retten til dagpenge efter nytår som følge af en aftale fra 2010 mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti og De Radikale.
/ritzau/