Ældre Sagen og Dansk Folkeparti angriber nu grænsen for, hvor mange penge ældre må have på bankbogen uden at måtte vinke farvel til ældrechecken.
"Vi synes, at grænsen bør sættes højere op, fordi ikke det (75.000 kr., red.) er meget at have lov at have stående på en bankbog i forhold til, hvis køleskabet eller vaskemaskinen ryger," siger Kristian Thulesen Dahl til Newspaq.
Samme melding kommer fra souschef i Ældre Sagen, Jens Højgaard.
"Vi har længe sagt, at det er en ret lav formuegrænse. Specielt for ægtepar. Hvis man skal have penge liggende til eksempelvis uventede tandlægeregninger," påpeger han.
Dansk Folkeparti mener, at en beløbsgrænsen burde hæves til omkring 100.000 kroner.
Ældre Sagen bakker op, men understreger, at det især er vigtigt at få ændret grænsen på de 75.000, som også gælder ægtepar. Den burde også for deres vedkommende være mindst 100.000 kroner samlet, lyder det fra Jens Højgaard.
Udmeldingerne kommer, efter det i dag kom frem, at ældre snyder i stor stil med størrelsen på deres private formue.
Det sker bl.a., fordi ældre højest må have 75.000 kroner stående på bankbogen, hvis man vil have ældrechecken på godt 10.000 kroner udbetalt, skriver Jyllands-Posten tirsdag.
Både Ældre Sagen og Dansk Folkeparti understreger, at deres krav ikke har nogen sammenhæng med den udbredte snyd, som de tager afstand fra. Men Ældre Sagen erkender dog, at en højere formuegrænse ville mindske incitamentet til at gemme penge for myndighederne.
Ikke alle ældre har ret til den eftertragtede ældrecheck. Hvis ældre tjener mere end 18.000 kroner årligt ud over folkepensionen, må man leve uden.
Ældre Sagen oplyser, at folkepensionen i dag er omkring 120.000 kroner årligt for enlige. Cirka 96.000 kroner for ægtefæller.