29 ud af 30 banker sjusker eller fusker

Landets banker oplyser ikke kunderne ordentligt om de fulde låneomkostninger, når de reklamerer på nettet.
Jyske Bank, Sparekassen Limfjorden og Vokslev Sparekasse er indtil videre blevet politianmeldt for mangelfulde reklamer.
Jyske Bank, Sparekassen Limfjorden og Vokslev Sparekasse er indtil videre blevet politianmeldt for mangelfulde reklamer. Foto: Pressefoto/Jyske Bank

Finanstilsynet har fundet fejl hos 29 ud af 30 banker, som reklamerer for lån på nettet. Bankerne oplyser nemlig ikke fyldestgørende om lånenes fulde omkostninger.

I tre af sagerne er fejlene så alvorlige, at Finanstilsynet har meldt bankerne til politiet, og der er flere på vej, skriver TV 2 Finans.

På trods af politianmeldelserne mener Finanstilsynet, at der snarere er tale om sjusk end fusk.

"Jeg tror simpelthen ikke, at man har været opmærksomme nok på reglerne. Det er ikke et område, man har taget særlig alvorligt," siger kontorchef Annette Bjaaland Andersen til tv2.dk.

Blandt udeladelserne er, at bankerne ikke har oplyst om lånenes årlige omkostninger i procent (ÅOP). De fleste af bankerne slipper med en påtale, mens de politianmeldte banker får en bøde.

"Det er Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet, der skal vurdere, hvilke bødestørrelser man vil kræve. Blandt andet ser man på, hvor meget pengeinstitutterne kan have tjent på det her og hvor bevidste, forseelserne er," siger Annette Bjaaland Andersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.