En sønderjysk milliardærfamilie har købt et stort gods, der tidligere tilhørte den afdøde rigmand Peter Zobel.
Det drejer sig om godset Bækkeskov, der ligger ved Præstø på Sydsjælland. Direktør for selskabet Bækkeskov Gods A/S, Henrik Uldall Borch, har bekræftet købet over for BT.
- Ja, det er Hans Michael Jebsens søn, der har købt det, fortæller han til BT, der dog ikke er meget for at oplyse købsprisen.
Sønnen er den kun 28-årige Michael Immanuel Jebsen.
Henrik Uldall Borch forventer dog ikke, at Jebsen-familien har planer om at flytte til Sydsjælland og ind på godset. Familien bor i Hong Kong og har angiveligt tænkt sig at blive der.
Peter Zobel, der var en god ven af kongehuset og ikke mindst af prins Henrik, købte godset i 1996 for 50 millioner kroner.
Hans Michael Jebsen er kendt for at opkøbe historiske ejendomme i Danmark og istandsætte dem. Igennem sit ejendomsselskab Stenbjerg Ejendomme A/S ejer han mere 100 ejendomme i hele landet.