62-årige Henrik Holmsted Pedersen fra Grenaa har fået et vink med en vognstang af jobcentret. Hans fleksjob kan i værste fald ryge, hvis han om en lille uge bliver valgt ind i byrådet i Norddjurs Kommune.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Jobcenteret har nemlig sat Henrik Holmsted Pedersens politiske aktiviteter under lup, og den tidligere lastvognsmekaniker og renovationsarbejder, der stiller op for Enhedslisten, frygter konsekvenserne.
For har man overskud til byrådsarbejde, har man også en funktionsevne, der er bedre end først antaget, mener sagsbehandlerne.
- Det irriterer mig, at jeg har valgt at gå ind i politik uden at kende konsekvenserne af det, siger Henrik Holmsted Pedersen til TV 2 Østjylland.
Nedslidt ryg og ødelagte knæ
Den 62-årige enhedsliste-socialist har de seneste to år været i fleksjob på grund af en nedslidt ryg og ødelagte knæ efter et langt arbejdsliv.
Henrik Holmsted Pedersen kan godt mærke, at kroppen er hårdt presset, men hovedet er stadig som en 20-årigs, mener han. Og netop fordi hovedet fungerer, vil byrådsmøder godt kunne passes, vurderer kandidaten fra Enhedslisten.
Henrik Holmsted Pedersen er så frustreret over situationen, at han i samarbejde med Norddjurs' borgmester, Jan Petersen (S), har skrevet et brev til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Han håber, at reglerne om politisk aktivisme og arbejdsevne i forhold til offentlig forsørgelse kan blive blødt op.
Jan Petersen støtter Henrik Holmsted Pedersens sag.
- Jeg vil gerne have, at demokratiet står rent, og at der ikke er nogen som helst begrænsning i menneskers ret til at udfolde demokratisk arbejde, siger borgmesteren til TV 2 Østjylland.
Modregnet økonomisk
Reglerne for fleksjob og førtidspension blev ændret i en reform fra 2013, som den daværende Thorning-regering stod bag.
Reformen betyder, at personer, der i dag er i fleksjob, konstant bliver vurderet i forhold deres arbejdeevne, mens personer, der er blevet tilkendt en førtidspension under den gamle reform, gerne må varetage politiske hverv. De bliver blot modregnet økonomisk for den løn, de modtager for det politiske arbejde.
Henrik Holmsted Pedersen synes, reglerne er mærkelige.
- Jeg må godt sidde hjemme i min egen stue og tænke på politik, men jeg må ikke sidde i en byrådssal og høre nogle tale om politik. Jeg bliver på den måde udelukket for demokratiet, siger han til Avisen.dk.