I marts gik Jackie Navarro og hendes kæreste gennem seks år, Rasmus Møller, fra hinanden. Nu taler den tidligere "Forsidefrue" ud om bruddet. Det gør hun til SE og HØR.
Her fortæller hun, at forholdet allerede begyndte at gå ned ad bakke tilbage i december, og at de ad flere omgange kæmpede for at få det til at fungere igen. Til sidst blev uenighederne dog for store.
Efter flere forgæves forsøg på at finde melodien sammen, tog den 38-årige tidligere model selv beslutningen om, at ende forholdet.
Det var dog ikke en nem beslutning for Jackie Navarro.
- Det er sindssygt hårdt, for jeg elsker ham stadigvæk, men vi kunne bare ikke leve det liv sammen. Jeg havde ikke lyst til at gå og være ked af det hver dag. Det gør selvfølgelig stadig ondt i hjertet. Det er bare noget, jeg må komme over, siger Jackie Navarro til SE og HØR.
Hun bor nu i Danmark sammen med parrets fireårige datter, Chloé Valentina, og sine tre børn fra sit tidligere ægteskab med Niels Borger Rasmussen. Mens Rasmus Møller er flyttet til Spanien.