Historiker om indsamling til fattige danskere: Bringer minder om fortiden
Ifølge historiker Jeppe Wichmann Rasmussen er det ikke noget nyt i, at man forsøger at afskrække folk fra offentlig forsørgelse.
Stramninger som kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen har samme funktion som fattiggårdene havde, siger historiker Jeppe Wichmann Rasmussen. På billedet ses børn fra et slumkvarter i Sundby.
Stramninger som kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen har samme funktion som fattiggårdene havde, siger historiker Jeppe Wichmann Rasmussen. På billedet ses børn fra et slumkvarter i Sundby. Foto: Kurt Nielsen/Scanpix Historical


Når det på søndag ringer på din dør, er det hverken for at hjælpe fattige i Afrika eller jordskælvsofre i Nepal, at frivillige står og rasler med indsamlingsbøssen. Det er til fordel for fattige i Danmark. Kirkens Korshær har nemlig for første gang siden 1938 iværksat en indsamling for fattige i Danmark.

Det gør organisationen, da de seneste år ifølge Kirkens Korshær har budt på flere fattige, og de seneste reformer som kontanthjælpsloftet har skabt en frygt for, at endnu flere vil stå uden tag over hovedet henover vinteren. Men hvordan så livet som fattig ud under den seneste indsamling i 1938? Avisen.dk har talk med historiker og museumsinspektør på Svendborg Museum, Jeppe Wichmann Rasmussen. 

Svendborg Museum ligger i en nedlagt fattiggård og er et monument over, hvordan fattige havde det i Danmark i 1938. Men selvom man ikke længere spærrer fattige inde, ser Jeppe Wichmann Rasmussen alligevel ligheder mellem 1938 og 2016.

- Vi har bevæget os i denne retning i en række år. Der er kommet flere hjemløse og flere socialt udsatte. Man kan også se det i de signaler, som vores politikere sender. Rent sprogligt vil man nemt kunne drage paralleller til fortiden, siger han.

I 1938 var arbejdsløsheden næsten 20 procent, og hvis man ikke var medlem af en A-kasse, var der ikke megen hjælp at få. Man kunne måske få kommunehjælp, men det var ikke meget i forhold til nutidens kontanthjælp. Var det rigtig galt, risikerede man at få fattighjælp, der bestod af minimal kontant hjælp eller naturaliehjælp.

Man kunne også ende på fattiggården eller en arbejdsanstalt, der mest af alt mindede om et fængsel. Var man indlagt på arbejdsanstalt, eller modtog man fattighjælp, mistede man stemmeret, valgret, personlig ejendomsret og retten til at indgå ægteskab. Denne praksis fortsatte indtil 1961.

Vi taler om fattige som i 1938

Selvom fattiges økonomi og rettigheder ser bedre ud i dag end i 1938, kan Jeppe Wichmann Rasmussen genkende den måde, som man taler om fattige på i dag.

- Der er en konsensus om, at hvis du skal nyde skal du også yde. Det kan man se tydeligt med 225-timers reglen for eksempel. Det er en historisk funderet opfattelse, som man kan spores over 150 år tilbage: At hvis man stiller store krav til folk og sætter dem i en svær situation, så skal de nok selv finde ud af at klare sig. En idé om at man kan presse mennesker til at forbedre deres situation, siger han.

Det er en tanke som trækker tråde til fattiggårdene.

- Tidligere var man meget direkte med, at det var en straf. Fattiggårdene skulle se farlige og afskrækkende ud for folk til skræk og advarsel. Man spærrede fattige inde, for at dem, der kunne selv, ville gøre alt for at holde sig ude af fattiggården, siger Jeppe Wichmann Rasmussen.

I dag bliver der indført en lang række krav til borgere på offentlige ydelser, samtidig med at der skæres i ydelserne. Det er en grundtanke, som ikke er ny.

- Man vil godt kunne tolke socialpolitikken i dag sådan, at den indrettes på en måde, at dem, der kan selv, de skal afskrækkes fra offentlige ydelser. Det skal ikke være nemt at være på offentlige ydelser. Det skal være hårdt, siger Jeppe Wichmann Rasmussen.

Som når socialminister Karen Ellemann for et par dage siden sagde, at livet på kontanthjælp selvfølgelig ikke er luksus?

- Det lyder umiskendeligt som noget, man har hørt før. I 1865 sagde sognepræsten P. C. Garde eksempelvis om fattiggårdenes afskrækkende virkning at: "Den Dovne, Ligegyldige, Drikfældige vil afholde sig fra at anmode om Understøttelse, naar han veed, at han skal arbeide og ikke faaer Brændevin, og han vil derved opfordres til at anstrenge sig for at ernære sig selv". Det er et genoptryk og gammel vin på nye flasker. Det er ikke en ny tanke, siger historikeren.

Ny lov har banet vejen for fattigdomsindsamling

Indsamlingen er den første indsamling til fordel for fattige danskere, som Kirkens Korshær har lavet, siden 1938. En del af forklaringen på det skal ifølge Robert Hinnerskov, generalsekretær i Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro, findes i, at det slet ikke har været lovligt for Kirkens Korshær at udføre landsindsamlinger i en lang periode.

- I 1972 lavede man en liste over de organisationer, der måtte lave landsindsamlinger. Men så gjorde man det i 2014, at man åbnede det op for alle, hvis de blot kan leve op til nogle objektive krav, og det har så banet vejen for Kirkens Korshær, der ikke var godkendt i 1972, siger Robert Hinnerskov.

Ifølge Robert Hinnerskov er det også noget nyt under den nye lov, at der samles ind til fattige.

- Det er første gang, at vi under den nye lov ser en landsindsamling på dette område som hus-og-gade indsamling. Der har tidligere været indsamlinger på det sociale område, da Dansk Folkehjælp samlede ind til julekurve, men det var gennem Ekstra Bladet, siger Robert Hinnerskov.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.