David Trads er journalist og forfatter.
Af David Trads
Der er noget underligt uengageret over den måde, som Mette Frederiksen er blevet den nye socialdemokratiske formand på – mest af alt en fornemmelse af, at det nu engang var hendes tur.
De interviews, hun har givet – efter en meget lang og tavs sommerferie – efterlod samme trætte indtryk af en ny leder, der bare fortsætter den hidtidige kurs. Taktik. Spin. Snik. Snak.
Jeg tror, at årsagen er simpel:
Mette Frederiksen blev reelt valgt i minutterne efter, at Helle Thorning-Schmidt trak sig på valgaftenen – efter en række studehandler mellem konkurrerende topfolk som blandt andet Henrik Sass Larsen, Nicolai Wammen og Bjarne Corydon.
Frederiksen fik formandsposten – men hun måtte acceptere, at prisen for ’kåringen’ er, at hun er bundet på hænder og fødder af intrigante partifæller, der tænker mere på deres egne positioner end på partiets.
I Danmark kan alle – herunder næsten alle politiske kommentatorer – bedst lide, hvis et formandsvalg foregår uden kamp. Den konventionelle visdom er, at det signalerer styrke, hvis et nyvalg foretages uden nogen form for valgkamp mellem rivaliserende politikere.
Det er – for nu at sige det lige ud – noget værre sludder!
Kampvalg styrker nemlig et parti og dets nye leder, fordi en åben demokratisk diskussion sikrer, at den, som vinder, er nødt til at anstrenge sig for at erobre sit partis tillid. Vedkommende er tvunget til at finde de argumenter, der kan få græsrødderne til at løfte sig.
Der er to fremragende internationale eksempler netop nu – idet Demokraterne i USA og Labour i England er i gang med fascinerende udskilningsløb om, hvem der skal stå i spidsen for de to bevægelser ved næste valg:
I USA presser den temmelig venstreorienterede Bernie Sanders, en 73-årig senator fra Vermont, overrumplende konsensuskandidaten Hillary Clinton.
Hvorfor?
Primært fordi Clinton har svært ved at begejstre – fordi hendes stærkeste argument synes at være, at det er hendes tur. Sanders mobiliserer jublende partifæller, som elsker, at han så åbenlyst taler om at skabe et mere lige samfund. Han vil tage fra de rige og give til de fattige.
I England ser Jeremy Corbyn, en mangeårig backbencher, der i den grad er venstreorienteret, lige nu ud til stærkt overraskende at vinde kampen om formandsposten.
Hvorfor?
Primært fordi Corbyn taler om det, som frustrerede socialdemokrater ønsker at høre – nemlig at tiden er inde til at hæve reallønnen for de fleste og ikke kun til de rigeste. Han lyder som en slags Anker Jørgensen – netop ikke som den slags Labour-leder, som nærmest er borgerlig.
Det er ikke, som tidsskriftet The Economist skriver i denne uge, sikkert, at Sanders eller Corbyn ender med at vinde. Faktisk tror den stab, der står bag Sanders, slet ikke han har en en chance – og derfor har han en anden dagsorden:
Det handler om at sikre, at Clinton er i topform, når det rigtige præsidentvalg kommer – og det kommer hun kun, hvis hun presses til at levere sit allerbedste for at vinde. Ellers falder hun hen i nemme floskler.
Tænk hvis Socialdemokraterne i Danmark havde haft samme tradition for kampvalg? Så ville folk som Corydon, Wammen og, hvem ved, Christine Antorini, Peter Hummelgaard eller Jacob Bundsgaard måske også have forsøgt sig.
I den proces ville Mette Frederiksen have været presset til at levere varen – til at fortælle, hvorfor pokker hun vil være sit partis formand. Så ville vi andre i dag også have vidst det – og ikke kun forsøge at gætte ud fra de kedsommelig spin-beskeder, vi hidtil har set.
Hun ville have været i kampform allerede.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.