Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Problem, at beskæftigelsespolitik for syge bygger på tro

"JEG HAR den klare overbevisning, at mennesker har det bedst, hvis de er en del af det arbejdende fællesskab. Det er der også forskning, der tyder på”, udtalte beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen til Nordjyske Stiftstidende den 22. maj.

Da havde avisen en større artikel om, at man i disse år bekender sig til en beskæftigelsespolitisk opfattelse om, at kontakt med arbejdsmarkedet er det eneste rigtige i forhold til selv de allermest syge borgere.

Nordjyske havde bedt beskæftigelsesministeren om at dokumentere sit udsagn om, at selv meget syge mennesker har det bedst med kontakt til arbejdsmarkedet. Socialforsker Iben Nørup fra Aalborg Universitet, der har skrevet Ph.d.-afhandling om førtidspensionsreformen og er blevet forelagt ministerens svar til avisen, afviser, at han dokumenterer det, der bliver spurgt til.

I DenOffentlige forklarer hun den 24. maj, at sammenhængen og evidensen er en helt anden:

”Min egen forskning viser (…) tydeligt, at det at have et arbejde ikke er afgørende for, hvor godt man har det, eller hvor meget man deltager i fællesskabet. (…) Det, der derimod er afgørende for deres muligheder for at være en del af fællesskabet, er helbredet. Jo dårligere helbredet er, des sværere er det både at passe et arbejde og deltage i sociale aktiviteter,” siger Iben Nørup.

HUN UNDERSTREGER, at presset for at deltage i arbejdsmarkedsindsatser eller på arbejdsmarkedet, når ressourcerne ikke i tilstrækkelig grad er til stede, tværtimod kan forværre den sociale situation og gøre nogle af de berørte endnu mere syge.

Men hvorfor bliver arbejde så alligevel beskæftigelsespolitikkens svar på alle problemer i disse år?

Nordjyske påpeger, at den førte beskæftigelsespolitik må være at betragte som en trossag. Det er blevet til et credo, en trosbekendelse, at de allerfleste syge mennesker kan ”udvikle arbejdsevnen” og ”har det bedst af at arbejde”. Professor i socialpolitik Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet udtrykker det således:

”Det gamle velfærdsevangelium er blevet erstattet af et effektivitetsevangelium. Og politikerne prædiker nøjagtigt det samme budskab, og det gør de dag ind og dag ud, og det gør de fuldstændig på tværs af, hvad der virker, og hvordan det virker. Det er nemlig ikke det afgørende. Det afgørende er, at vi fastholder troen. Beskæftigelse er blevet det mantra, som simpelthen løser alle problemer.”

I GÅR den 23. maj førstebehandlede Folketinget seks beslutningsforslag fra Enhedslisten, som alle vedrørte de seneste års store arbejdsmarkedsreformer med konsekvenser for syge og arbejdsudygtige. Et forslag (B 179) handlede om forbedring af den seniorførtidspension, som blev indført som en del af tilbagetrækningsaftalen om efterløn med videre fra 2011. Tre forslag (B 181, B 182 og B 183) handlede om lempelse af betingelserne for tilkendelse af førtidspension, om forbedring af fleksjobordningen og om ændring af den ressourceforløbsordning, som alle var en realitet med reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012. Endnu et forslag (B 180) handlede om forbedret sagsbehandling og forbedring af forholdene for langvarigt syge under den sygedagpengeordning, som blev vedtaget med sygedagpengereformen fra 2013. Og et sidste forslag (B 184) handlede om styrkelse af revalideringsindsatsen.

For alle forslagene lå til grund, at de seneste år har meldt om rigtig mange meget syge borgere, som er kommet i klemme i kommunernes forvaltning af lovgivningen. Finn Sørensen, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten og forslagsstiller til de seks beslutningsforslag, pointerede, at det er lovgivningen af disse reformer, den er galt med, og ikke alene sagsbehandlingen. Lovgivningen har givet kommunerne et for stort råderum til at træffe for borgerne dårlige afgørelser, og derfor er det lovgivningen, der skal ændres.

Jeg fulgte den langstrakte folketingsbehandling via Folketingets web-tv. Kun Alternativets beskæftigelsesordfører Torsten Gejl ville støtte Enhedslisten i beslutningsforslagene, og kun hvis de kunne forhandle om en anden finansiering end den foreslåede. Flertallet af de øvrige partier var, når det kom til stykket, meget afvisende, bortset fra, at Dansk Folkepartis Bent Bøgsted var åben over for beslutningsforslaget om ændring af førtidspension.

Beskæftigelsesministerens svar til beslutningsforslagene og de problemer, på baggrund af hvilke de var stillet, var de sædvanlige afvisninger af at ville gribe ind i kursen. Nu har jeg efterhånden set og hørt ham udtale sig om eksempelvis reformen af førtidspension ret mange gange. Og det virker, som om han gentager et mantra, hver gang han skal svare på spørgsmål. Uanset spørgsmålenes art gentager han de samme formuleringer om reformen som et paradigmeskifte, der handler om værdien af at være med i ”det arbejdende fællesskab” og om ”udvikling af arbejdsevnen”.

DET VAR mistrøstigt at høre på, at regeringen og flertallet af Folketingets partier ikke vil gøre noget ved det kommunale svigt og den mishandling, der i nogle tilfælde finder sted over for borgere.

Det er uhyggeligt at se et folketingsflertal, som er helt indifferent over for evidens og argumenter, når det gælder de svagest stillede borgeres ve og vel. Når politikken bliver til en urørlig trosbekendelse, er det svært at se, at de håbløse forhold for nogle af vores syge vil ændre sig ret meget i de næste mange år.

Førstebehandlingen af de seks beslutningsforslag kan ses her.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.