Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Reformerne har rystet mig i min politiske grundvold

JEG HAR FÅET TAGET MIN POLITISKE USKYLD i de seneste fem år. De år har budt på lovgivning og lovforvaltning, som efter mine begreber er meget langt ude.

Havde nogen før den tid fortalt mig, hvad de år ville byde på politisk, så ville jeg have afvist det som værende utroværdigt og ment, at de måtte have misforstået sagerne fuldstændigt. For i min nordiske velfærdsstat herskede jo velfærd og retfærd – og dét, uanset om man tilhørte samfundets top eller bund.

Men så fik daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) regeringsmagten i 2011 med SRSF-regeringen og fra 2014 med SR-regeringen; og i 2015 fulgte nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter med sin V-regering. Deres regeringsførelse har rystet mig i min politiske grundvold og tro på, at alle borgere er sikret velfærd og retfærd. Det begyndte med en række store reformer fra 2012 og frem med konsekvenser for især syge mennesker og mennesker med handicap.

På social- og beskæftigelsesområdet var det for eksempel reformer af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp x 2, klagesystem, refusionssystem med videre. Siden regeringen Lars Løkke Rasmussen er næsten hele socialområdet ydermere blevet lagt over i Beskæftigelsesministeriets ressort. Det betyder, at sygdoms-, handicap- og socialproblematikker ignoreres og erstattes af et snævert fokus på beskæftigelse med deraf følgende tab af rettigheder og beskyttelse.

På sundhedsområdet var det flere sundhedslovgivninger om pligt for læger til at indberette personfølsomme patientdata til forskellige registre, og at disse data skal kunne deles med en række andre parter, hvilket krænker borgernes forventning om fortrolighed og lægens tavshedspligt. Der er også reformer om, at patienter skal risikere at deltage i kliniske forsøg uden informeret samtykke, og der er vedtaget en ændret rejsesygesikring.

På undervisningsområdet har vi set nominel inklusion af børn med vidtgående handicap, som ikke magter at deltage i den almindelige folkeskole. På uddannelsesområdet har mennesker med handicap været klemt af fremdriftsreformen.

Listen af reformer ovenfor er slet ikke udtømmende. Men den peger i retning af de voldsomme værdiskred, som er foregået i dansk politik alene i de seneste fem år. Hver enkelt reform rummer en lang række forringelser for de berørte. Dertil kommer selve forvaltningen af lovgivningen, som mange steder har kompromitteret retssikkerheden.

DEN SENESTE KONTANTHJÆLPSREFORM (lov om kontanthjælpsloft, uddannelsesydelse, integrationsydelse mv.) er et eksempel på store værdiskred. Den er endnu værre end det, jeg tidligere havde forstået og beskrevet med blandt andet kontanthjælpsloft og beskæftigelseskrav. Og skønsmæssigt 67 procent af målgruppen består altså af mennesker, som er ramt af sygdom eller funktionsnedsættelser, der gør dem helt uarbejdsdygtige (jævnfør mit blogindlæg den 20. maj 2016).

Kontanthjælpsmodtagere kan nu straffes økonomisk for at få hjælp fra venner. Man sanktionerer for ”samliv”, hvor samliv her ikke nødvendigvis forstås som dét at bo sammen som ægtefæller eller kærester, men som noget meget løsere og bredere. Hvordan det skal forstås, er uklart, men ifølge Avisen.dk den 3. juli 2016 risikerer kontanthjælpsmodtagere at miste dele af kontanthjælpen, hvis de for eksempel en gang imellem spiser aftensmad sammen med venner eller en tidligere ægtefælle eller kæreste, som de har børn med. Det er ikke nogen saglig regel, men en måde at jagte dem på.  

En anden regel betyder, at de får integrationsydelse i stedet for kontanthjælp, hvis de ikke har boet i Danmark i mindst syv ud af de seneste otte år. Denne ydelse er kun omtrent halvt så stor som kontanthjælpen. Blandt modtagerne er også mange danske statsborgere, som har arbejdet i udlandet i nogle år; nogle af dem endog kronisk syge. Hvorfor har man indført sådan en regel?

Endnu en regel i loven om integrationsydelse betyder, at det for en dansker kan koste dyrt at have en ægtefælle, der får integrationsydelse. I givet fald nedsættes også den anden parts uddannelseshjælp eller kontanthjælp til integrationsydelse. Heller ikke denne regel er saglig, men ligner mest af alt chikane fra myndighederne.

VI ER EFTERHÅNDEN DERHENNE, hvor den politiske kurs er blevet til en ondskabsfuld jagt på en del af befolkningen. Og når uretfærdige politikere hersker, så sukker folket!

Så, kære regering og Folketing: Vil I ikke nok ændre kursen og finde medmenneskeligheden frem igen, så diskrimination og chikanerier ikke skal være hovedessensen af jeres politik over for de mest forsvarsløse grupper i samfundet? Om ikke andet så husk på, at I selv en dag kan risikere at komme ud for forhold, der udleverer jer til den selvsamme afhængighed af hjælp fra samfundet, som I i dag ser ned på og jager folk for som vildt.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.