Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Man flytter ikke en psykisk syg beboer fra den ene dag til den anden

JEG BURDE HAVE ARMENE OVER HOVEDET og juble over, at København Kommune nu har bevilligede mange millioner. Penge som blandt andet skal bruges til at kunne flytte den gruppe beboere, som er blevet defineret til ikke at være egnet til at bo på det botilbud, de bor på nu. Men jeg beholder dem nede, og det er ikke fordi, jeg er forkælet eller utaknemmelig, men jeg er nået dertil, hvor jeg skal se og mærke forandringerne i hverdagen, før jeg kan juble.

Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg, oplever jeg stadig en hverdag, hvor vold, trusler, tyverier og stoffer fylder i hverdagen. Igen i denne uge kender jeg til to tilfælde, hvor en beboer er blevet overfaldet af en medbeboer. Det er et hårdt miljø at arbejde i, og jeg tænker, det er endnu hårdere at bo i. Det er svært for mig at være vidne til, og selvom jeg ved, at mine kollegaer og jeg gør alt, hvad der står i vores magt for at skabe tryghed og for at hjælpe beboerne, så er der begrænsninger, der gør, at forholdene ikke ændres væsentligt.

FØR MAN KAN FLYTTE DE BEBOERE, der er tale om, skal der findes et sted, som er egnet til den enkelte beboer, og hvor der er plads til, at beboeren kan flytte ind. Derefter skal beboeren sige ja til at flytte, og hvad hvis beboeren ikke vil det? Så uanset hvad tænker jeg, at forandringen ikke sker i morgen, og min bekymring er stadig, at der kan ske endnu en frygtelig tragedie i dette øjeblik.

Når det så er sagt, har jeg armene over hovedet i forhold til, at jeg oplever, at det kan nytte at råbe op, det kan nytte at fortælle virkelighedens historier, det kan nytte at blive ved med at presse på hos politikerne. Det kan nytte at stå sammen som personalegruppe, og i fællesskab at give udtryk for, hvad man gerne vil have forandret. Jeg oplever, at jeg bliver taget alvorligt, fordi jeg bruger faglige argumentationer og tager udgangspunkt i alle de historier fra virkeligheden, som jeg har modtaget. Tirsdag var jeg til et uformelt møde hos sundheds- og ældreministeren Sophie Lødhe, som ønskede at høre min mening om de anbefalinger, som arbejdsgruppen er kommet med. Det synes jeg er positivt, og tænk, hvis det er starten på, at vores regering begynder at bruge virkelighedens fortællinger til at forbedre forholdene i Danmark.

UNDER STREJKEN PÅ LINDEGÅRDEN kom jeg til at tænke på filmen Erin Brokowich, og det fortalte jeg mine kollegaer. Erin Brokowich kæmpede en vedholdende kamp for de syge borgere i området omkring det store gas- og elektricitetsfirma PG&E. Ved at stemme dørklokker og vinde borgernes tillid får hun mere end 600 sagsøgere bag sig og vinder den hidtil største private erstatning i USA. Jeg synes, det er en fantastisk historie fra virkeligheden, hvor den almindelig amerikaner vinder ved at stå sammen. En kollega har så efterfølgende gjort mig opmærksom på en artikel, der fortæller, hvordan byen 15 år efter nærmest er blevet en spøgelsesby, fordi folk har forladt byen på grund af det forurenede vand.

Jeg ønsker, at kampen for at forbedre psykiatrien ender bedre, ved at der sker ændringer, som forhåbentligt snart kan mærkes i hverdagen, så jeg og mine kollegaer kan begynde at fortælle de gode historier fra virkeligheden. Jeg håber, at virkelighedens historier kommer til at handle om, hvordan jeg som ansat kan møde på arbejde og bruge min faglighed til at skabe gode oplevelser for beboerne.

MEN INDTIL DA VIL JEG PRESSE PÅ, hvor jeg kan, så psykiatrien kan blive et bedre sted for alle, og jeg håber at der stadig er mange, der vil hjælpe med at bevare presset. Det er ikke slut endnu!

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.