11 måneder.
Så længe kæmpede Michael for at få rettet kommunens fejl.
Michael er vred. Vred over, at nogle kommuner stadig ikke frivilligt betaler tilbage, når de har opdaget, at de har begået fejl i sager om kærestepar på kontanthjælp.
- For mig var det faktisk lovprincippet, der var utrolig vigtigt, for det hele drejede sig om noget så basalt og elementært som, at jeg skal have besked om, at staten træffer en beslutning om min person. Dernæst hvor absurd deres sagsbehandling var ... Der kogte det helt over for mig, fortæller Michael til Avisen.dk.
1. juli 2014 flyttede Michael sammen med sin kæreste, der var sygemeldt på grund af en arbejdsskade og på kontanthjælp. Ugen efter fik hun halv kontanthjælp, fordi han skulle forsørge hende.
Han fik aldrig nogen afgørelse fra kommunen, selvom det var ham, der skulle betale pengene til hende.
Men Ankestyrelsen har slået fast, at det ikke er lovligt for kommuner at pålægge et par gensidig forsørgelsespligt, uden de begge får en afgørelse om det.
Det fandt Michael ud af i februar sidste år, da blandt andet Avisen.dk begyndte at skrive om det.
Men mens mange kommuner i foråret og sommeren selv rettede fejlene og efterbetalte store beløb til de berørte borgere, måtte Michael og hans kæreste resten af året slås for at få ret.
- Bare det at gennemgå hele forløbet her fylder mig med en dyb harme og krænkelse. Til tider har det set ud som om, det var umuligt at få nogen som helst i systemet til at forstå, at der var lavet en fejl, som var væsentlig nok til, at det var en ommer.
'Kæresten blev sparket ud af sygedagpengekassen'
Michael har skrevet sin historie til Avisen.dk om de 11 måneder, der gik, fra han fortalte sin kommune om fejlen - og til han 23. december fik medhold i sin klage, efter den havde været i Ankestyrelsen.
Her er Michaels beretning - fortalt med hans egne ord:
Da jeg opdagede fejlen, valgte jeg at klage, fordi jeg i kraft af min tid på arbejdsmarkedet har fået en respekt for, at der skal være orden i tingene. Vi syntes også, det var noget sært, at gensidig forsørgelse skal gælde for nogle, som ikke er gift eller har fælles økonomi eller fælles børn.
Men det, jeg så oplevede fra kommunen, var diverse krumspring og bortforklaringer og nærmest et passivt forsvar, hvor det føles som om, man bevidst fejlbehandler og ignorerer for at trække sagen i langdrag i håb om, en at borger giver op og ikke går hele vejen.
Faktisk har jeg haft talt med min kæreste om, hvor dumt det faktisk var, at de ikke bare indrømmede fejlen, tjekkede de lovreferencer jeg kom med, rettede fejlen og dernæst traf en ny afgørelse, som de forvaltede korrekt.
Hele forløbet har været absurd, lige fra start.
Faktisk starter det helt tilbage ved sygedagpengesystemet og den nye reform pr. 1 juli 2014. Det var her, at kæresten blev sparket ud af sygedagpengekassen midt i et behandlingsforløb og på trods af lægeerklæringer.
Hun gik til sin a-kasse. Men hendes fagforening vurderede, at hun ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi hun er syg. Så hun kunne heller ikke få almindelige dagpenge.
Ergo er hun tvunget til at søge kontanthjælp samme måned, som jeg flytter min adresse til hendes. Jeg har haft adresse sammen med hende i cirka syv dage, da kommunen vurderer, at gensidig forsørgerpligt skal være gældende for hendes kontanthjælp.
'Det er jo på niveau med den gamle Asterix-tegnefilm'
Fordi vi skriver under på en erklæring om, at vi er samlevende, tror jeg, at kommunen vurderer, at de ikke behøver gøre andet. Heller ikke sende mig en afgørelse.
I første klage fremfører jeg, at jeg ikke har modtaget nogen afgørelse. Den bliver afvist med, at jeg har klaget uden for klagefristen, som er fire uger fra den dato, jeg har modtaget afgørelsen.
Inden da var jeg faktisk stille og rolig omkring det hele.
Men da jeg læser denne fuldstændigt absurde tilbagemelding, bliver jeg meget arrig. Det er jo på niveau med den gamle Asterix-tegnefilm, hvor de bliver sendt fra sagsbehandler til sagsbehandler med umulige forhåndskrav.
Jeg skulle altså have klaget indenfor fire uger fra den dato, hvor jeg skulle have modtaget den afgørelse, som jeg aldrig har modtaget. Og jeg oplyser netop, at jeg ikke har modtaget det. Grotesk!
Jeg gik jo så nærmest til modangreb og sendte straks en klage til Statsforvaltningen over, at jeg ikke havde modtaget aktindsigt som udbedt i den første klage.
Samtidig sendte jeg en ny klage til kommunen, hvor i jeg klagede over deres sagsbehandling af min første klage: "Hvordan kan man afvise min klage med klagefrist beregnet fra dato af modtagelse af afgørelsen, når jeg skriver, at jeg aldrig har modtaget afgørelsen?".
'Ikke nogen væsentlig fejl'
Jeg modtager så aktindsigt med en undskyldning. I min sag er der hverken kopi eller omtale af en afgørelse til min person.
Det skriver jeg i en besked til Ydelseskontorets sagsbehandler, som sendte mig aktindsigten: "Der foreligger ingen afgørelse i sagens akter til undertegnede. Derfor vil jeg godt bede om, at I indstiller den ulovlige håndhævning af den ugyldige afgørelse om mit samliv 2014" - eller noget i denne retning.
Jeg modtager så et svar fra lederen af Ydelseskontoret, der meget kort svarer mere eller mindre: "Vi gør ikke mere, men afventer Ankestyrelsen".
Her er det jo jeg føler, at det er et bevidst forsøg på at få min klage afvist af Ankestyrelsen i håb om, at Ankestyrelsen retter sig efter kommunens afgørelse om, at jeg har "klaget uden for klagefrist".
Jeg modtager også et svar fra kommunens arbejdsmarkedschef, hvori han indrømmer, at der faktisk ikke er lavet noget afgørelse til mig, men kun til min kæreste.
Men han fortæller, at han vurderer, at det ikke er nogen væsentlig fejl. Som argumenter bruger han, at jeg har indsendt lønsedler og skrevet under på samlivserklæring.
Som udgangspunkt er det jo totalt irrelevant. Lønsedler og samlivserklæring er noget, som først har relevans, hvis kommunen først har truffet en afgørelse.
Desuden er min kæreste blevet oplyst om, at hun ingen penge kunne få udbetalt, hvis ikke hun indsendte en kopi af min lønseddel. Så er det lidt gustent at komme bagefter og sige: "Jamen du har jo selv indsendt din lønseddel".
'Forløbet har fyldt mig med harme og vrede'
Jeg synes, at hele det her forløb afspejler en rigtig kedelig holdning i ledelsen af kommunen, og hvor kommer den fra? Kommunernes Landsforening (KL)? KL har jo kæmpet imod, at borgerne skulle få ret i deres klager over diverse sager om gensidig forsørgelse.
Hvor bliver vores borgerlige retssikkerhed og tillid til systemet så af?
Det er, som om at man har været blændet af, at jeg bare ikke skulle have ret, fordi så ville det koste penge.
Hvor bliver vores borgerlige retssikkerhed og tillid til systemet så af ?
Hele forløbet har fyldt mig med harme og vrede over et system, som bevidst modarbejder almindelig sund fornuft og borgernes retssikkerhed på baggrund af noget så usselt som penge.
Ikke blot når det kommer til gensidig forsørgelsespligt, men så sandelig også, når vi taler om sygedagpenge.
Jeg har oplevet et Danmark, der hellere vil sparke til de svage, ignorere dem og gemme dem væk. For imens at alt dette stod på har jeg på sociale medier og i de mere almindelige medier kunnet læse, se og høre hvordan "samfundet" har fået et utroligt negativt syn på de svage i vores samfund.
Dem som ikke selv kan kæfte op og sige dem imod, fordi de simpelthen er kørt ned af vores bureaukrati, og min opfattelse er, at det systematisk og bevidst. Bekæmp borgernes vilje til at holde fast i deres juridiske rettigheder og opnå derved, at den kloge narrer den mindre kloge.
'En kvinde, der før har besiddet to forskellige jobs'
Min kærestes sygeperiode er stadig ikke slut. Hun kæmpede først med en skulderskade, som hun pådrog sig ved en arbejdsskade, som arbejdsskadenævnet ikke ville anerkende, fordi den ikke findes i forvejen. Og så i marts falder hun og pådrager sig en frossen skulder. Hun har ikke kunnet bruge højre arm i to år og har været på stærk smertemedicin hele perioden.
Hun har betalt til sin a-kasse i mange år, og så får hun kun lov til at være på sygedagpenge i seks måneder
En kvinde, der før har besiddet to forskellige jobs for at få tingene til at hænge sammen. En kvinde som da hun pådrog sig arbejdsskaden, arbejdede om natten og fik stor ros for sit arbejde.
Så det har virkelig hærget følelserne, når man på den ene front føler sig rigtig dårligt og uretfærdigt behandlet af systemet, og på den anden front oplever, at resten af samfundet synes, at man er en doven snylter, der nasser på deres hårdtjente penge.
Hun har betalt til sin a-kasse i mange år, og så får hun kun lov til at være på sygedagpenge i seks måneder, fordi en sagsbehandler hos kommunen ikke mener, at hun er syg nok til at være syg og derfor lukker hendes sag, imens der er et behandlingsforløb i gang med en specialist.
At man som borger ikke bliver hjulpet af systemet, men bekæmpet, er jo dybt kritisk.
Der er mange borgere både i sygedagpengekassen og kontanthjælpskassen, som er på dybt vand og faktisk ikke ved, hvad deres rettigheder er. Det er min oplevelse, at kommunen bevidst udnytter det, og ikke løfter en finger for at håndhæve loven, hvis borgerne ikke selv gør opmærksom på samt bekæmper dem, hvis de gør.
'Helt fundamentalt, at man ikke skal vente 11 måneder på at få ret'
Når jeg udtaler mig forsvarende for "de svage", oplever jeg ofte, at folk i vores samfund ser ned på mig. Der er kultiveret en social opfattelse af den her samfundsgruppe, som er utrolig negativ.
Så for mig handler en sådan sagsbehandling om langt mere end bare at få lovmæssigt ret.
Det må være helt fundamentalt for vores samfund, at man ikke skal vente i mit tilfælde 11 måneder på at få ret. Oven i købet på trods af, at man kan referere til den helt konkrete principafgørelse fra en offentlig instans, som kommunen skal rette sig efter.
For mig handler en sådan sagsbehandling om langt mere end bare at få lovmæssigt ret
Alt sammen på grund af ussel mammon.
Jeg har haft sendt klager til rigtig mange instanser, Folketingets ombudsmand, Beskæftigelsesministeriet, Statsforvaltningen, Ankestyrelsen, diverse medier, et folketingsmedlem fra vores kreds.
Ingen vil røre ved det. Det er meget nemt at føle sig komplet magtesløs, overladt til offentlige lederes fortolkning, vurdering og nåde.
Ulf Harbo må virkelig roses for sin indsats og rådgivning. Det kan jo være nærmest umuligt at sætte sig ind i, hvad man har ret til, og hvordan man skal gøre "systemet" opmærksom på, at der er sket en fejl.
Det er meget nemt at føle sig komplet magtesløs, overladt til offentlige lederes fortolkning, vurdering og nåde
Nu er jeg generelt en stædig person og har et relativt stort overskud og var ikke personligt i systemet som f.eks. kæresten på kontanthjælp. Så jeg må nok indrømme, at jeg godt kan forstå, hvorfor folk, som kommer i systemet, mister modet og ikke kræver deres ret.
Man står tilbage med en følelse af, at de offentlige sagsbehandlere ikke er til for borgerne, men i stedet er de der for at sikre, at kommunen sparer mest muligt på hver enkelt borger.
'Hvorfor er vi så grådige?'
Men jeg tænker: Hvor mange af dem, som råber op om de dovne nasserøve, ville selv betænke sig ved at kræve deres økonomiske ret, hvis de for eksempel var berettiget til tilbagebetaling af for meget betalt skat? Hvor mange af dem benytter sig af sort arbejde? Hvorfor er vi så grådige?
Mellemklassen har fået mere mellem hænderne end nogensinde før, måske så meget, at vi faktisk ikke længere betragter os selv som mellemklassen men faktisk tror, at vi nu hører til overklassen. Og er det derfor, at vi er begyndt at opfører os sådan over for de svage?
Jeg tror nok, at nogen engang har sagt, at et samfund bør vurderes på, hvordan det behandler de svageste.
Der føler jeg godt nok, at Danmark er i forfald. Det er muligt, at vores svage er milevidt fra andre nationers svage borgere, og at de i sammenligning stadig har det meget bedre. Men til gengæld virker det også som om, at vi også er meget bedre til at skjule dem.
At man som borger ikke bliver hjulpet af systemet, men bekæmpet, er jo dybt kritisk
Hele forløbet har nærmest gjort mig fjendtligt indstillet overfor "Det borgerlige Danmark". Empatien føles som uddøende blandt beslutningstagerne samt i det gængse samfund.
Jeg kan fortælle, at kommunen 23. december 2015 meddelte mig, at de på grund af Ankestyrelsens afgørelse i en anden sag, som kommune også havde til prøvning, annullerede deres afgørelse fra 2014.
De har tilbagebetalt de kontanthjælpspenge, de ulovligt har holdt tilbage fra min kæreste.
De har som sådan ikke indrømmet, at de på baggrund af min klage har givet mig ret, og de undskylder kun, at de var næsten otte uger om at genvurdere sagen, efter Ankestyrelsen sendte den retur, selvom de kun må bruge fire uger. Men det koster jo heller ikke dem noget at overskride svarfrister.
Min kæreste er stadigvæk på kontanthjælp men sin frosne skulder, som kan tage op til tre år om at forsvinde af sig selv. I øvrigt er hele forløbet med kommunen desværre blot en af flere bekymringer hun har, så det var en stor lettelse at få lovprincippet håndhævet.
Michael og hans kæreste har ønsket at være anonyme. Deres identitet er redaktionen bekendt
Gensidig forsørgelsespligt blev indført med kontanthjælpsreformen den 1. januar 2014.
Den gensidige forsørgelsespligt betyder, at hvis den ene i et samlevende par modtager kontanthjælp, har parret pligt til at forsørge hinanden – ligesom hvis parret var gift.
Sagsbehandlingen i kommunerne har vist sig at være så fyldt med fejl, at der sidste sommer allerede var efterbetalt 51 millioner kroner, og på det tidspunkt havde kun halvdelen af kommunrne betalt.
Loven blev indfaset med halv virkning i 2014. Den skulle fuldt indføres den 1. januar i år. I stedet blev gensidig forsørgelsespligt afskaffet som en del af finanslovsforhandlingerne og kørte videre på halv kraft i 2015.
Dn gensidige forsørgelsespligt ophørte helt 1. januar 2016.
Læs hele artikelserien Kaos med kærestepenge her