KAOS MED KÆRESTEPENGE
Venstre: Lidt træls at bruge 23 millioner på at rydde op
Københavns Kommune tog endnu en runde med kritik og beskyldninger, da lokalpolitikerne i går skulle finde næsten 23 millioner kroner til de 982 kærestepar, der er blevet udsat for fejl i sagsbehandlingen.
Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre undrer sig over, hvordan forvaltningen sidste år i august kunne give besked om, at alt vedrørende gensidig forsørgelsespligt kørte på skinner og efter reglerne. Siden er der fundet så grove fejl, at der er betalt 23 millioner kroner tilbage.
Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre undrer sig over, hvordan forvaltningen sidste år i august kunne give besked om, at alt vedrørende gensidig forsørgelsespligt kørte på skinner og efter reglerne. Siden er der fundet så grove fejl, at der er betalt 23 millioner kroner tilbage. Københavns Kommune


Syv måneders oprydning i fejl-sager i Købehavns Kommune endte i aftes med, at politikerne vedtog at tage 22,8 millioner kroner fra en pulje til uforudsete udgifter.

Pengene er brugt til at dække udgifterne til de næsten 1000 par, der har fået efterbetalt kontanthjælp for op til halvandet år på grund af fejl i sagsbehandlingen.

Venstre prøvede at få ændret forslaget, så Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen selv skulle finde pengene indenfor deres eget budget, fordi det er der, fejlene er sket.

- Vi synes, det er urimeligt, at det skal gå ud over alle mulige andre borgere i Københavns Kommune. Tænk på alle de dejlige indsatser, vi kunne få for de penge. Vi synes, det er lidt træs, at vi nu skal bruge 23 millioner kroner bare på at rydde op, lød det fra Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre på mødet i Borgerrepræsentationen.

Der er en redegørelse i gang om forløbet af sagerne i København.

Den skal blandt andet afdække, hvordan forvaltningen sidste år i august kunne give besked opad i systemet om, at alt vedrørende gensidig forsørgelsespligt kørte på skinner og efter reglerne.

- Der må være nogle, der sidder med røde ører og tænker "Hov, det var vist lidt for friskt, at vi fik givet en melding", for det gjorde det så tydeligvis ikke, kan vi se her 1.700 sager senere, sagde Cecilia Lonning-Skovgaard.

"Har beklaget til hudløshed"

Forslaget om ”dumme-bøder” til forvaltningen gik ikke igennem.

Derimod undskyldte borgmester på området Anna Mee Allerslev (R) igen for fejlene:

- Både Forvaltningen og jeg har beklaget til hudløshed, og det gør jeg gerne igen. Men for det første er der ikke nogen borgere, der er blevet snydt materielt. Der er blevet begået processuelle fejl, og derfor er vi nu blevet tvunget til at betale pengene tilbage. For det andet er det ikke gået langsomt med at rydde op, sagde Anna Mee Allerslev som svar på kritik fra også Enhedslisten.

Hun gik også i rette med Enhedslisten, der sammenligende Københavns Kommune med Folkerepublikken Kina, hvor systemet altid har ret, og kaldte de fejlramte kærestepar for de svageste borgere.

- Det er borgere på kontanthjælp, der har kærester, der tjener så meget, at hvis de havde været gift, havde de ikke fået noget. Så jeg vil bare lige sige, at det ikke har været de allermest udsatte borgere, som Enhedslisten ellers gav udtryk for, lød det fra borgmester Anna Mee Allerslev.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.