Hun har masser af succes. Som vært på ”Vild med Dans” og som forretningskvinde. Christiane Schaumburg-Müller udgiver endda sit eget magasin, ChriChri – på trods af, at hun har haft det svært med bogstaver.
Det afslører hun på instagram, hvor hun svarer på spørgsmål fra sine mange følgere. Et af dem lyder: ”Var du god i folkeskolen?”
– Hmm, middel vil jeg sige. Men jeg elskede at gå i skole og gjorde mig umage. Dog sket der noget i sommerferien mellem 6.-7. Jeg blev vildt glad for at læse bøger- Det gjorde mig bedre til at stave og læse og skrive. (Jeg er ordblind, dog ikke fuldt ordblind, kan stave godt, hvis jeg gør mig umage, men det tager tid), skriver hun blandt andet i sit svar.
– Jeg har aldrig været den kloge i skolen, men nok mere hende med gode ideer og gå-på-mod- Jeg tænkte meget kreativt og alle fremvisninger blev tit løst med hjælp af enten glimmer, klæd-ud tøj eller videooptagelser, lyder det videre i svaret.
Christiane Schaumburg-Müller gjorde første gang opmærksom på sig selv, da hun landede en rolle i TV-serien ”2900 Happiness”. Den nu 38-årige skærmtrold har været vært på ”Vild med dans” siden 2010 – med enkelte pauser.
Du kan finde Christianes svar på alverdens spørgsmål på hendes instagram. De ligger som en såkaldt Story øverst til venstre.