Vild læserdebat efter TV 2-program: Lad nu håndværkerne tage en skur-bajer!
TV 2-programmet 'Danmark mod Østeuropa' har sat gang i debatten. Foto: Skærmdump fra TV 2
Er det okay at tage en øl i frokostpausen? Spørgsmålet skaber vild debat på Facebook.

Debatten om alkohol i arbejdstiden raser på Facebook efter TV 2-programmet 'Danmark mod Østeuropa,' der viser et dansk håndværkersjak drikke øl i formiddagspausen. 

"Arbejde og alkohol er bare "no go"!!! Kører selv gravemaskiner til daglig, og har ofte folk der arbejder inden for maskinens radius med mig. Fuld opmærksomhed er her påkrævet. En fejl kan være fatal for din makker."

Sådan skriver facebook-brugeren Kim i en kommentar til afstemningen på Avisen.dk's facebookside, hvor der bliver spurgt, om det er okay, håndværkerne snupper en formiddagsøl. 

Og holdningerne til alkohol i arbejdstiden er emne, der i den grad splitter de godt 1300 danskere, der har deltaget i afstemningen siden fredag formiddag: 

668 svarer ja - det er okay, at et håndværker-sjak drikker en øl i en formiddagspause.

655 svarer, at det ikke er i orden.

Så længe de gør arbejdet ordentligt

Og emnet får danskerne til tasterne. Over 200 har indtil videre givet deres mening til kende under afstemningens kommentarfelt. Her skriver flere, at alkohol og arbejde på ingen måde hænger sammen. Andre har et mere afslappet syn på, at man tager en enkelt øl i pausen: 

Eksempelvis skriver facebookbrugeren Hanne: 

"Det må de skam selvom så længe de gør arbejdet ordentligt! Synes hele dette medie sjov er lige i overkanten! Hvad med at fokusere på det gode som bla arbejdsmiljø? Underligt som det negative altid skal trækkes frem ?? en øl eller mere er en del af håndværker kulturen, det er da ingen nyhed - sådan har det været i flere år og jeg synes det er dejligt at se deres arbejdsglæde!!! Så fortsæt endelig!

En del af kulturen

Flere fremhæver, at øl hænger sammen med den danske håndværkerkultur og bakker op om tømrer-mesteren André Boas fra TV 2-programmet, der serverer øl for sine ansatte:

"Dejligt der stadig er arbejdsgivere som Andre Boas der behandler sine folk med respekt, det sociale med en øl i skurvognen er en god måde at planlægge på," skriver Gert. 

En anden facebookbruger, Conni, skriver:  "Syntes det er fint med en skur-bajer når dagen er slut."

Kritiserer TV 2

Der er også mange, der kritiserer TV2's klipning, sådan som André Boas selv har gjort:

Ulla skriver: "Øh der er jo klippet og klistret i denne udsendelse ene og alene for at få sat Danske håndværkere i dårligt lys. De fik at vide de skulle sidde og hygge sig. Vupti ser det ud som om de holder pauser og drikke hele tiden."

Deltag selv i debatten og afgiv din stemme her: 

via Listen To News