Venstre vil forhandle forsyningssikkerhedsafgiften - kendt som brændeafgiften - væk i vækstplanen.
Det siger Venstres ordfører for forsyningssikkerhedsafgiften, Thomas Danielsen, før torsdagens forhandlinger hos skatteminister Morten Østergaard (R).
- Jeg er glad for, at regeringen har indset, at forsyningssikkerhedsafgiften er bureaukratisk. Jeg håber, at regeringen vil forhandle om afgiften i vækstplanen, så det ikke bliver dyrere at være dansker, siger han.
Venstres skatteordfører, Torsten Schack Petersen, anser energiaftalen for åben, fordi regeringen vil fjerne forsyningssikkerhedsafgiften.
Trods Venstres krav håber Morten Østergaard (R) på en løsning. Regeringen vil erstatte afgiften ved at hæve bundskatten for alle skatteydere.
Det letter ifølge Skatteministeriet samlet skatten med én milliard kroner eller 220 kroner i gennemsnit.
- Vi må lytte til hinanden. Det er ikke så lang tid siden, at Venstre ville gennemføre brændeafgiften med nogle få justeringer. Vi har fundet en løsning med en god social balance.
- Hvis man ikke synes, at det er en god løsning, må man selv komme med et forslag, siger Morten Østergaard.
SF's ordfører Steen Gade beskylder Venstre for at "spille fandango" med alle de arbejdspladser, der afhænger af energiaftalen. Han frygter, at færre investorer vil byde på store havvindmølleparker som Kriegers Flak i Østersøen.
Enhedslistens klimaordfører, Per Clausen, vil ikke fortsat kompensere erhvervslivet ved at fjerne forsyningssikkerhedsafgiften.
- Hvis vi ikke kan blive enige, må energiforliget stå ved magt, så vi indfører forsyningssikkerhedsafgiften, siger han.
De Konservative har meldt afbud til forhandlingerne, da de ikke vil hæve skatten, siger finansordfører Mike Legarth til TV2 News.
/ritzau/