Det nytter ikke, at De Radikales leder, økonomiminister Morten Østergaard, kritiserer danskernes krævementalitet, når han ikke vil sætte handling bag ordene ved at reformere de sociale ydelser samt sænke skatten.
Sådan siger Venstres næstformand, Kristian Jensen.
Morten Østergaards skoser mandag landets stærke borgere, midlertidigt ledige, studerende, ældre og indvandrere for hellere at modtage sociale ydelser end at yde.
Østergaard vil vende danskernes krævementalitet, så der først sikres hjælp til de svageste stillede.
- Det er ikke nok bare at komme med hensigtserklæringer. Man er nødt til at komme med handling. Det svigter Morten Østergaard. Man kan som politiker ikke sige, at folk skal opføre sig bedre, hvis man ikke vil indrette systemerne efter det, siger Kristian Jensen.
- Så Venstre vil genindføre kontanthjælpsloftet?
- Ja og til gengæld sætte skatten ned for dem, der er i arbejde. Så gevinsten bliver større ved at tage et arbejde eller en uddannelse, siger Kristian Jensen.
Morten Østergaard tager med sin udmelding et opgør med især Enhedslisten. Han kritiserer, at ledige hellere vil have understøttelse end tage et arbejde. Mens 110.000 østeuropæere får løn efter overenskomsten, går 140.000 danskere ledige, påpeger han.
Østergaards kritik kommer efter, at han gjorde op med lovforslaget om at udskyde familiesammenføring i et år for syriske asylsøgere, som ikke er personligt forfulgt. De bliver i Danmark og skal integreres, sagde han til stor irritation for Socialdemokraterne.
Venstre vil videre ad vejen, som VK-regeringen gik med reform af efterløn og halvering af dagpenge til to år, påpeger Kristian Jensen.
- Vi skal videre ad reformvejen, så vi får sænket skatten på de laveste indkomster. Det kan vi gør, fordi vi har planer om en ny jobreform, siger han.
/ritzau/