Vagthund: Ansatte blev opfordret til at lave skjult reklame

Forbrugernes vagthund har afgjort, at det skal deklareres som reklame, når man deler opslag for sit arbejdet.
Tradono-medarbejderne er blevet opfordret til på deres Facebook-profiler at dele opslag om, at de solgte varer på Tradono-appen.
Tradono-medarbejderne er blevet opfordret til på deres Facebook-profiler at dele opslag om, at de solgte varer på Tradono-appen. Foto: Dado Ruvic/arkiv/Reuters

Hvis du som medarbejder i en virksomhed handler i virksomhedens kommercielle interesse og omtaler dens produkter på sociale medier som Facebook, skal du huske at lade det fremgå, at der er tale om en reklame.

Det har forbrugernes vagthund, Forbrugerombudsmanden, afgjort.

Afgørelsen er faldet i en sag, der handler om salgs-appen Tradono, der er ejet af Trendsales.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Her er medarbejderne blevet opfordret til på deres Facebook-profiler at dele opslag om, at de solgte varer på Tradono-appen.

Ifølge Forbrugerombudsmanden skulle de opslag have være markeret som "reklame" eller "annonce", men det var de ikke.

- Tradono blev markedsført ved, at medarbejdere og andre brugere af Tradono delte deres annoncer på Tradono på Facebook, uden at det blev oplyst, at de her opslag blev delt efter aftale med Tradono, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Ifølge hende skulle det være klart deklareret i selve opslagene, at der var tale om reklame.

- Et sådan opslag er reklame - der er de ansatte så at sige virksomhedens forlængede arm.

- Der skal det fremgå tydeligt, at de skriver som ansatte i virksomheden. Det kan de gøre ved enten at skrive det eller skrive, at det er reklame, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Det skal altså altid fremgå af de konkrete opslag, at en medarbejder arbejder i den pågældende virksomhed, eller at der er tale om reklame, hvis man deler materiale på opfordring fra sin virksomhed.

Deler man til gengæld opslag fra sin virksomhed af egen fri vilje uden at have et kommercielt øjemed, så er der ifølge Forbrugerombudsmanden tale om en vurderingssag.

Forbrugerombudsmanden medgiver, at der er tale om gråzoner, og at det kan være svært at løfte bevisbyrden i sagerne.

Men viderebringer man budskaber for sin virksomhed uden at deklarere ansættelsesforhold eller markere det som reklame, kan det være strafbart, lyder det.

Tradono har oplyst, at virksomheden ikke længere indgår aftaler med medarbejderne om at reklamere for virksomheden på Facebook. Virksomheden vil fremover opfylde de krav, som Forbrugerombudsmanden har stillet til markering af reklamer.

Forbrugerombudsmanden har derfor besluttet at afslutte sagen med en indskærpelse af reglerne over for Tradono.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.