Fire haglgeværer og en riffel med tilhørende ammunition var udbyttet, da der i maj sidste år blev begået indbrud i en villa i Grenaa.
Tirsdag er 43-årige Brian Kjær fra Djursland blevet dømt i sagen. Straffen er ubetinget fængsel i to år og otte måneder.
Et tip i efteråret gav politiet et gennembrud i sagen, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
På en adresse på Djursland fandt betjente og hunde i oktober derefter de stjålne våben, som var gravet ned i et græsareal. De var blevet fjernet fra det våbenskab, som oprindelig blev stjålet fra Grenaa.
I forbindelse med fundet blev Brian Kjær varetægtsfængslet. Og tirsdag har retten fundet ham skyldig i under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af og transporteret de fem våben.
Den 43-årige, der også blev dømt for en mindre mængde amfetamin, overvejer nu, om han vil anke til landsretten.
I samme sag var to andre mænd også tiltalt. Men der var ifølge retten ikke beviser for, at de havde været indblandet. De er derfor blevet frifundet.
Anklager Jacob Gents vil over for Ritzau ikke nærmere ind på karakteren af det materiale, som han i retten fremlagde med de to andre. Om frifindelsen skal ankes, vil anklagemyndigheden nu tænke over.
/ritzau/