USA fordømmer dødelig vold mod demonstranter i Irak, hvor voldsomme uroligheder fortsætter.
- Vi beklager dybt, at ubevæbnede demonstranter er blevet dræbt og bortført, skriver den amerikanske ambassade i Bagdad.
I løbet af et døgn mellem mandag og tirsdag blev mindst 13 demonstranter skudt og dræbt. Dermed opgav sikkerhedsstyrkerne en relativ tilbageholdenhed i magtanvendelse over for demonstranterne i de seneste uger.
Under demonstrationer onsdag skal sikkerhedsstyrkerne igen have åbnet ild med skarp ammunition, men skuddene har været op i luften over demonstranter, som blokerede Shuhada-broen i Bagdad. Der er ingen rapporter om dræbte eller sårede.
USA's ambassade opfordrer landets politiske ledere til at snarest at gå ind i en dialog med de tusindvis af demonstranter, som gennem mere end en måned har protesteret mod arbejdsløshed, korruption og ineffektiv politisk ledelse.
- Irakere skal være frie til selv at vælge fremtiden for deres land, siger den amerikanske ambassade i en erklæring.
Mindst 270 mennesker er blevet dræbt gennem den seneste måneds uroligheder.
Regeringsfjendtlige demonstranter blokerede onsdag også indgangen til olieraffinaderiet Nassiriya i det sydlige Irak, oplyser sikkerhedskilder.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters