Hellerup-borgerne blev lørdag mødt af et særsyn, da kampklædt politi i massevis troppede op i den ellers så fredelige – og meget mondæne – forstad til København.
Årsagen var en flok unge, der i anledning af arbejdernes internationale kampdag havde besat et større hus i velhaverkommunen.
Det er en gruppe, der kalder sig Plan BZ, der står bag besættelsen. Og der sker ifølge dem som følge af ghetto-pakken. På Instagram forklarer de deres aktion:
– Flere huse står tomme i de rige bydele, mens arbejder, minoritet og andre ”uønskede” mennesker bliver smidt på gaden af den såkaldte Ghettopakke. Smider i os på gaden, tager vi jeres palæer. I kommer aldrig til at vinde. Vi kender vejen ind fra alle de gange vi har renoveret jeres køkkener, passet jeres børn, leveret jeres mad, plejet jeres syge og ældre, luftet jeres hunde og rengjort jeres gulve for en løn, der til grin. Forvent vores modstand, lyder det på gruppens profil på det sociale medie.
Politiet gik ind i huset ved middagstid og anholdt en række af besætterne.
- Vi har anholdt syv personer derude, som vi har sigtet for husfredskrænkelse, siger vagtchef Rolf Hoffmann til TV2 Lorry.