Alt for mange unge arbejdsløse er slet ikke egnede til at være på arbejdsmarkedet. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at ni ud af ti ledige kun har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, skriver Politiken.
- Det er bekymrende, at antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere under 30 år er steget voldsomt gennem de seneste år - og fortsat stiger. Flere unge risikerer dermed at havne på kanten af arbejdsmarkedet, siger Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i AE til Politiken.
Det er krisen, der har sendt de unge udenfor arbejdsmarkedet. Men tallene afslører, at langt de fleste ikke er gearede til at tage imod et job, den dag krisen vender og der er brug for arbejdskraft.
Alt for mange unge har nemlig ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi de har gået ledige i en lang periode eller aldrig er kommet rigtigt ind på arbejdsmarkedet.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen er overrasket over rapportens konklusion.
- Det er bekymrende, at så mange unge ikke får en chance på arbejdsmarkedet, men synes at opleve permafrost i kontanthjælpssystemet, siger han til Politiken.
Henning Jørgensen tilføjer, at kommunerne måske bør kategorisere de unge på en anden måde og at beskæftigelsesministeren bør komme med en ny plan.
Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Leif Lahn, forsikrer, at der er hjælp på vej fra regeringen.
- Jeg tror, der vil komme specielle løft til de unge. Der kan være tale om flere praktikpladser, mere uddannelse og flere jobrotationer, siger Leif Lahn til Politiken.
Ni ud af ti unge arbejdsløse er på revalidering eller kontanthjælp. Næsten 123.000 ledige har nu ringe tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kilde: Politiken.