Efter i flere dage at have været betegnet som klinisk død er en ung mand afgået ved døden efter et overfald i Horsens.
Oplysningen har politiet modtaget fra et hospital mandag eftermiddag, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi ifølge Horsens Folkeblad.
Den 20-årige blev overfaldet på Sølvgade i Horsens tirsdag. Efter volden blev den bevidstløse mand lagt ind i bagagerummet på en BMW. Den kørte væk, men kom kun til Nørretorv, hvor den kørte galt. Her blev fire mænd set stikke af.
Da betjente nåede frem til torvet, fandt de den 20-årige liggende livløs i bagagerummet.
Mandag er status på politiets efterforskning, at fire unge mænd er blevet varetægtsfængslet. Den seneste fængsling skete i et retsmøde mandag.
Desuden er en femte person, en 28-årig kvinde, sigtet - ikke for deltagelse i volden, men for at have hjulpet de fire med at komme væk, har politiet tidligere oplyst.
Hidtil har politiet ikke frigivet nærmere oplysninger om baggrunden for overfaldet - ud over at der er tale om et opgør i kriminelle kredse.
Mandag aften kan vagtchef Jeppe Thranum fra Sydøstjyllands Politi over for Ritzau ikke udtale sig om, hvorvidt sigtelserne mod de fire varetægtsfængslede nu vil blive skærpet - til vold med døden til følge.
De oprindelige sigtelser drejer sig om vold og om frihedsberøvelse.
De fire mænd er i alderen fra 21 til 29 år. Alle er fra Vejle, har politiet tidligere oplyst.
/ritzau/