En 20-årig mand blev tidligt fredag aften dræbt, og to andre blev alvorligt kvæstet, da to biler kørte galt ved Frederiksværk.
Det oplyser Nordsjællands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 17.55.
Ulykken skete på Lille Havelsevej ved Ølsted syd for Frederiksværk. Her stødte to biler, der kørte i samme retning, sammen.
- Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske, om det er sket under overhaling eller på en anden måde. Vores teknikere og en bilinspektør arbejder på at finde ud af det, fortæller politiets vagtchef Flemming Hansen.
Den 20-årige, som mistede livet, var passager i den ene bil og blev slynget ud af bilen ved ulykken. I den bil var også en kvinde og to andre mænd omkring samme alder.
Ved ulykken blev en 22-årig mand og den 40-årige kvinde, som kørte den anden bil, alvorligt kvæstet. De to andre involverede slap med lettere kvæstelser.
De pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/