Ulykke på Storebæltsbroen påvirker trafik mod Sjælland
Fredag aften er der sket en trafikulykke på Storebæltsbroen ved højbroen. Ingen er kommet alvorligt til skade. Foto: Erik Refner/arkiv/Scanpix
En trailer er væltet fredag aften på Storebæltsbroen. Ulykken påvirker trafikken i østgående retning.

En trafikulykke på Storebæltsbroen påvirker fredag aften trafikanter, der skal hen over broen mod Sjælland.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog meldingen om en ulykke klokken 19.34. En trailer væltede omkuld, og en bil er påkørt.

I forbindelse med ulykken vil man sandsynligvis lukke kortvarigt for trafikken i østgående retning, fortalte vagtchef Anders Mikkelsen kort før klokken 20.

- Lige nu kører man fint forbi derude. Men jeg forventer, at vi må lukke, når vi skal rydde op, sagde han.

Omkring klokken 20.20 blev Storebæltsbroen så lukket helt i retning mod Sjælland. Det oplyste Storebælt på Twitter. Kort tid efter - klokken 20.45 - blev der atter åbnet for et spor.

Klokken 21.40 er oprydningsarbejdet efter ulykken færdigt, og der er igen åbent for begge spor, oplyser politiet. Der er dog tæt trafik.

Sund & Bælt advarer om kødannelse på broen ind til klokken 22.

Der er ingen alvorligt tilskadekomne ved ulykken.

/ritzau/