Har du din formue kær, så pas på en ekstra gang inden du hæver kontanter i din dankortautomat.
Tyverier, hvor tricktyve installerer spionudstyr i dankortautomater, er nemlig et fortsat problem på Sjælland.
Det fortæller vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, Jens Møller.
"De isætter deres elektroniske udstyr i automaterne i halve eller hele døgn og kommer så tilbage og fjerner det igen. Med nogle systemer kan de aflæse selve koden på kortet og kortets oplysninger, og med de oplysninger kan de så selv lave et falsk kort," siger han til nyhedsbureauet Newspaq.
Fem personer fra Rumænien er i øjeblikket varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker mulig kopiering af op med 1.000 dankort i både Danmark og udlandet, blandt andet i Canada og England.
I opklaringsarbejdet deltager også Rigspolitiet og Københavns Politi, og betjentene arbejder tæt sammen med Nordea og PBS.
Chresten Heide-Anderson, der er public affairs manager ved PBS, siger, at det kan være svært at beskytte sig mod snyd, men han har følgende generelle råd til at sikre sig mod svindel.
"Et godt råd er at dække sin pinkode med hånden, så der ikke er nogen, der kan aflure den," siger han og forsikrer samtidig om, at PBS holder løbende øje med mistænkelig adfærd.