Tyske regeringsembedsmænd har haft et møde Donald Trumps team, men det er fortsat uklart, hvilken udenrigs- og sikkerhedspolitik USA's kommende præsident vil slå ind på.
Det siger det tyske udenrigsministeriums talsmand, Martin Schäfer.
- Når alt kommer til alt, så er der stadig ikke noget klart, sammenhængende og forståeligt billede af, hvilken slags udenrigs- og sikkerhedspolitik den nye Trump-regering ønsker at følge i verden, siger han på et pressemøde.
Trump har flere gange hyldet Ruslands præsident, Vladimir Putin, og han har udpeget en række folk med sympati for det russiske regime til topposter i den kommende amerikanske regering.
Hvis Trump gør alvor af at nærme sig Putin, kan det være et alvorligt slag mod Tyskland. Her har forbundskansler Angela Merkel støttet, at EU forlænger sine økonomiske sanktioner mod Rusland for at blande sig militært i den ukrainske konflikt.
/ritzau/Reuters