Donald Trump har tabt det amerikanske valg – og han kan meget vel også miste sin kone, så snart han har overdraget nøglerne til Det Hvide Hus til Joe Biden.
Det fortæller Trumps tidligere nære medarbejder, Omarosa Manigault Newman, til Daily Mail. Hun er overbevist om, at parrets 15 års ægteskab er slut. Skilsmissen skal bare underskrives.
– Melania tæller ned, til han er ude af jobbet, så hun kan søge skilsmisse, mener Newman.
Hun mener også, der er en grund til, Melanie ikke for længst er skredet.
– Hvis Melania havde leveret den ultimative ydmygelse af sin mand, mens han stadig sad i embedet, ville han have fundet en måde at straffe hende på, mener Omarosa Manigault Newman.
Det er en offentlig kendt hemmelighed, at Melania brød ud i tårer, da hendes mand vandt valget i 2016. Det havde hun aldrig regnet med – og hun var bestemt ikke glad for sin nye rolle sim førstedame. Derfor gik der også fem måneder, før hun officielt flyttede til Washington – med den forklaring, at sønnen Barron skulle færdiggøre sin skole.
Ifølge en anden tidligere medarbejder, Stephanie Wolkoff, brugte Melania også tiden på at forhandle et tillæg til ægtepagten, så sønnen Barron får lige ret til faderens formue, som sine søskende. Samme Wolkoff hævder for øvrigt, at præsidentparret har separate soveværelser i embedsboligen.
Selv hævder 50-årige Melania naturligvis, at hun har et skønt forhold til sin 74-årige mand. Og han siger samstemmende, at de to stort set aldrig skændes.
Skulle der være en skilsmisse på vej, må offentligheden sandsynligvis kigge forgæves efter Melanias personlige beretninger fra ægteskabet. Lige som i sit ægteskab med Marla Maples, har Trump-parret med stor sandsynlighed en ægtepagt, der nægter hende mulighed for at udtale sig kritisk om ham – både på skrift og i tale.