USA's præsident, Donald Trump, forventer, at den hårdt ramte amerikanske økonomi vil komme sig hurtigt igen.
Det vil ske, i takt med at smitten med coronavirus aftager, og der sker fremskridt i indsatsen mod pandemien.
Det giver Trump udtryk for under en pressebriefing tirsdag sammen med regeringens rådgivere i Det Hvide Hus.
- Vi vil vinde, og jeg tror, at vi vinder hurtigere, end folk tror. Det håber jeg, siger præsidenten.
Han lover en "stor og solid" indsats mod coronasmitten.
Trump ønsker, at der skal gives en kontant håndsrækning til amerikanerne som led i en stor hjælpepakke fra regeringen, siger finansminister Steven Mnuchin under tirsdagens briefing.
Ifølge Mnuchin undersøger Det Hvide Hus muligheden for at sende kontanter direkte ud til de amerikanske borgere.
- Vi overvejer at sende checks til amerikanerne omgående, siger han og antyder, at det kan ske inden for de næste to uger.
- Amerikanerne har brug for kontanter nu, siger Mnuchin ifølge nyhedsbureauet dpa.
Han nævner ikke et beløb. Men ifølge tv-stationen CBS har de republikanske senatorer Tom Cotton og Mitt Romney tidligere foreslået et beløb på 1000 dollar per person.
Det Hvide Hus vil nu bede Kongressen om at vedtage en kæmpemæssig stimuluspakke på 850 milliarder dollar for at adressere de økonomiske konsekvenser af coronavirus, rapporterer CBS.
Både private og virksomheder får mulighed for at udskyde betaling af skat. Enkeltpersoner kan udskyde op mod en million dollar i skattebetaling, mens det for virksomheder er ti millioner dollar.
På tirsdagens pressebriefing peger Mnuchin især på luftfartsselskaber som nogle, der er særligt hårdt ramt.
- Situationen for luftfartsselskaber er værre end efter 11. september-angrebene, siger han med henvisning til terrorangrebet mod USA i 2001.
Finansministeren tilføjer, at der vil blive fremlagt flere detaljer af regeringens hjælpepakke tirsdag aften amerikansk tid.
Tirsdag har den amerikanske centralbank for anden dag i træk annonceret, at den skyder yderligere 500 milliarder dollar ind i finansmarkederne. Det vil ske i form af lån med en rente på kun 0,1 procent.
En tilsvarende låneordning var i brug for at hjælpe virksomheder under finanskrisen i 2008.
/ritzau/Reuters