Det tidligere overhoved i Storbritanniens katolske kirke indrømmer at have opført sig seksuelt upassende i løbet af sin mangeårige, gejstlige karriere. Han undskylder samtidig for sin opførsel.
Kardinal Keith O'Brien forlod sin post i sidste uge efter en række anklager om upassende opførsel fra andre præster. Beskyldninger, som han umiddelbart afviste.
Den 74-årige kardinal var blandt andet udpeget til at skulle deltage i udvælgelsen af en afløser for pave Benedikt XVI, der netop er trådt tilbage.
- I de seneste dage har flere beskyldninger mod mig set offentlighedens lys. Til at begynde med anfægtede jeg dem, da de var anonyme og ukonkrete, lyder det fra Keith O'Brien.
- Men jeg vil nu gerne benytte lejligheden til at indrømme, at der har været episoder, hvor min seksuelle adfærd har ligget under de standarder, som forventes af mig som præst, tilføjer han.
Anklagerne mod kardinalen kommer fra fire præster - tre nuværende og én forhenværende - som har klaget til Vatikanets ambassadør i Storbritannien, Antonio Mennini, og krævet O'Briens øjeblikkelige afgang.
- Jeg vil gerne sige undskyld og bede om tilgivelse hos dem, jeg har krænket. Jeg vil også gerne sige undskyld til den katolske kirke og folket i Skotland, siger Keith O'Brien.
Topkatolikken er kendt for at fordømme homoseksualitet og for at tordne mod, at homoseksuelle får lov at gifte sig og adoptere børn. Paradoksalt nok er han blevet beskyldt for at have opført sig "upassende" over for andre mænd.
Den katolske kirke kæmper i forvejen med omfattende sexskandaler, hvor det er kommet frem, at talrige præster har voldtaget og på anden vis misbrugt børn seksuelt.
Pædofilisagerne, der har strakt sig over flere årtier, men først for alvor er kommet for dagens lys inden for de senere år, har ramt en stribe lande - såsom Irland, Tyskland, Holland, Polen, Spanien, Frankrig, Australien, USA, Canada og Mexico.
/ritzau/AFP