Der er nu sat dato på straffesagen mod det hollandske selskab Uber BV, der står bag app'en Uber. Sagen kommer til at foregå 24. april 2017 i Københavns Byret, skriver Fagbladet 3F.
Anklagemyndigheden har rejst tiltalen i kølvandet på Østre Landsrets afgørelse for nylig, hvor en dom fra Københavns byret mod en Uber-chauffør blev stadfæstet. Chaufførens kørsel for Uber blev dømt ulovlig og i strid med taxilovgivningen.
Anklagemyndigheden rejser tiltale mod Uber BV for at medvirke til Uber-chaufførers ulovlige kørsel.
Senioranklager Elisabeth Boserup oplyser, at hun ikke ønsker at udtale sig om den kommende straffesag på nuværende tidspunkt.
Advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi har tidligere slået fast, at Uber-chaufførerne har kørt i strid med taxilovgivningen.
Derfor har politiet rejst tiltale mod selskabet bag for at medvirke til disse ulovligheder. Der er tale om en principiel prøvesag, hvor anklagemyndigheden ønsker at få rettens vurdering af medvirkensansvaret til den ulovlige taxikørsel, har advokaturchefen oplyst.