Mens anklagemyndigheden fredag har rejst tiltale mod den omstridte kørsels-tjeneste Uber, slog Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag aften fast, at regeringen vil hjælpe Uber-chaufførerne.
Det skete i et interview i Aftenshowet på DR i går, hvor statsministeren talte om regeringens nye Disruptionråd.
- Vi skal bruge alle de nye muligheder, der er i vores samtid, på en ordentlig måde, hvor vi passer på chaufførene, hvad enten de nu er taxa-chauffører eller Uber-chauffører, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Mail fra Tesfaye
Det er faldet folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S) for brystet.
Han har derfor sendt en mail til Lars Løkke, hvor han opfordrer statsministeren til at trække sin udtalelse tilbage.
"Det (udtalelsen, red.) har skabt voldsom forundring blandt mange af de taxachauffører og vognmænd der i modsætning til Uber-chaufførerne overholder lovgivningen. Jeg er sikker på, at der er tale om en fortalelse. Jeg vil derfor kraftigt anbefale dig at dementere dine udtalelser allerede i dag," skriver Mattias Tesfaye i mailen, som han efterfølgende har tweetet.
Tesfaye siger til Avisen.dk, at han endnu ikke har fået svar.
- Men nu giver jeg ham lige et par dage, og ellers må vi jo tage den i Folketinget. Jeg synes, det er væsentligt at vide, om regeringen med Ole Birk Olesen som ny transportminister har skiftet holdning i forhold til Uber. Ikke mindst i forhold til forhandlingerne om den nye taxa-lov, siger Mattais Tesfaye.
Disruptionråd
Regeringens Disruptionråd blev lanceret i det nye regeringsgrundlag tidligere på ugen.
Det skal ifølge grundlaget fungere som et partnerskab, hvor arbejdsmarkedets parter, virksomheder og andre aktører skal drøfte fremtidens arbejdsmarked, herunder udfordringerne med social dumping.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsministeriet.