Som tillidsrepræsentant på en statslig arbejdsplads har Niels Poulsen en klar oplevelse af, at staten i disse år systematisk svinger sparekniven i deres personalepolitik. Det foregår efter salamimetoden, hvor der tages lidt hist og lidt her, så det kun langsomt går op for de ansatte, at de får det dårligere, mener han.
Det gik dog ikke ubemærket hen, da man sidste år tog de såkaldte kutymefridage fra de ansatte i Skatteministeriet og gjorde dem til arbejdsdage. Men geologen i GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, red.) mener, at der er tale om en mere tåbelig ændring, når han og hans kolleger under ministeriet nu har fået frataget den betalte frihed til at gå til rutinemæssige lægeundersøgelser i arbejdstiden.
- Det er åbenlyst, at arbejdsgiverne er begyndt at gå i små sko. Men jeg har virkelig et problem med, at de begynder at pille ved sundhed og mener også, at det kan give bagslag. Hvis man undlader at gå til de undersøgelser, som kan vise begyndende kræft og efterfølgende bliver syg, kan det blive mange gange dyrere, også for arbejdsgiveren. Så jeg forstår slet ikke logikken for arbejdsgiveren, siger han.
Kønsdiskrimination
Niels Poulsen mener også, at der er tale om kønsdiskrimination, når medarbejderne efter de nye regler selv skal betale for den tid, de bruger på rutinemæssige lægeundersøgelser.
- For kvinderne er det vigtigt med scanning for bryst– og livmoderhalskræft, mens mænd ikke har noget tilsvarende. Det er da en kønsmæssig forskelsbehandling, gør han opmærksom på.
Som det var tilfældet med kutymefridagene i Skatteministeriet har den betalte frihed til lægebesøg ikke været sikret i overenskomsten, så medarbejderne i Energiministeriet kan ikke andet end at finde sig i de nye retningslinjer.
Intet at stille op
- Folk finder sig jo i forringelserne og siger ikke noget. Og så alligevel kommer der nogle bemærkninger som fra en kvindelig kollega i går, der gjorde opmærksom på, at hun havde måtte tage en hel fridag for at komme til undersøgelse. Hun kommer pendlende langvejs fra, og havde en tid midt på dagen i sin hjemkommune, fortæller Niels Poulsen.
Tillidsrepræsentanten har ikke oplevet, at kollegerne i udpræget grad går til læge i arbejdstiden, og mener derfor ikke, at der har været behov for en opstramning.
- Hvis vi har et problem, er det, at folk har haft for mange sygedage. Men hvis der er for mange sygdage og der ikke bliver gjort noget ved det, drejer det sig bare om dårlig ledelse, mener Niels Poulsen.