Efter tre ugers præsidentvalgkamp mellem Thorning og Løkke, står vi med et valgresultat, hvor ingen af dem har vundet.
Valgets ubestridte sejrherre er Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen-Dahl. Og skåret ind til benet er han og hans parti årsagen til, at statsministeren i Danmark fremover hedder Lars Løkke Rasmussen.
Mere end hver femte vælger satte deres kryds ved Dansk Folkeparti. Det gamle protestparti, der efter mange års fremgang får sit egentlige gennembrud som folkeparti.
Valget kom ellers langt hen af vejen til at handle om det, som Helle Thorning-Schmidt ønskede. Et valg mellem udvikling eller begyndende afvikling af den danske velfærd. Og et valg mellem Løkkes og Thornings egnethed som statsminister.
Det gav Thornings parti en pæn fremgang og Løkkes en endnu større tilbagegang. Men problemet var Thulesen-Dahl, der kom til at agere bolværk for Løkke.
For Thorning ville have os til at frygte for, at børnene, de syge og ikke mindst det stigende antal ældre ikke kunne få den hjælp, de har brug for, når der med Venstres nulvækst i det offentlige ikke var flere penge at gøre godt med.
Men med Thulesens krav om en offentlig vækst, der er endnu større end det, Socialdemokraterne har lagt op til, lykkedes det at berolige mange vælgere til at tro, at det næppe går så galt med en borgerlig regering.
Thulesen-Dahl har fra starten af valgkampen optrådt med en vinders autoritet og en nærmest underspillet gennemslagskraft. Og det lykkedes ikke Socialdemokraterne at gøre det klart for vælgerne, at partiet slet ikke har pengene til alle deres løfter.
Ej heller i slutspurten af valgkampen at skræmme DF-vælgerne med udsigten til, at en stemme på DF var en stemme på Løkke som statsminister. I stedet har Thulesen-Dahl tydeligvis været i stand til at opsamle mange af de tidligere V-vælgere, der er frastødt af Løkke.
DF-formanden har været for stærk. Og hans dagpengealliance med SF undervejs i valgkampen har kun været med til at gøre ham endnu stærkere over for den afgørende gruppe vælgere.
Til gengæld må SF’s formand Pia Olsen Dyhr sidde tilbage med en underlig smag i munden. For hun fik tydeligvis ikke noget ud af aftalen om dagpenge. Og SF's kollaps - sammen den radikale ditto - er den reelle årsag til, at regeringen nu skifter farve.
Nu er valgkampen ovre. De blå partier har fået et klart mandat fra vælgerne. Og den uenighed mellem de fire borgerlige partier, som paradoksalt nok har været en styrke i valgkampen, skal nu danne grundlag for en ny regering.
Der er en dyb ideologisk splittelse i blå blok. Partierne kan let blive enige om nye stramninger over for udlændinge. Men det er svært at se noget, der bare ligner en skitse til en sammenhængende økonomisk politik.
Problemerne med at blive enige i blå lejr kan risikere at give os en ny periode med blokpolitik. Nu med DF, der svinger taktstokken, og Liberal Alliance, der stiller klare betingelser. Frygten for løftebrud vil være udtalt for partierne, og udsigten til fortsat brede løsninger i dansk politik er blevet mere sløret.
Den nu afgående statsminister opfordrede i valgkampen vælgerne til at sige nej til de borgerliges ”eksperiment”. Nu er døren åben til det blå laboratorium.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.