Dommedagsprofetierne omkring den kommende regerings levetid, står nærmest i kø i disse dage.
Spis nu brød til!
Ingen kan vel være det mindste i tvivl om, at partierne i blå blok vil strække sig umådelig
langt for at fastholde regeringsmagten. Det, vi ser i disse dage, er et godt tilrettelagt forløb, der viser, at selvom Venstre tabte valget, så vandt blå blok regeringsmagten ved, at alle nu må bøje sig for hinanden, og kan bruge processen som undskyldning for, at de mange håndfaste løfter før valget, ikke blev indfriet alligevel.
DET VIGTIGSTE for Venstre er ikke nøglerne til ministerbiler eller kontorerne, men retten til at definere på hvilket grundlag, de kommende politiske diskussioner skal føres.
Forløbet indtil nu, har ikke været overraskende. Det vil derimod virkelig være en overraskelse såfremt den kommende regering ikke varer mindst tre år. Overfor det, står et Socialdemokrati, der faktisk gennemførte en flot valgkamp, og gik frem.
På trods af at støttepartiet Enhedslisten ikke kunne komme til mikrofonen, uden at kritisere regeringen med besværgelsen om, at Løkke dog var værre!
E fik et flot valg, men er sat uden for indflydelse og vil være uinteressante politisk i den
kommende regeringsperiode. Det var vist deres ”stjernestund”.
AT SF så i panik før lukketid, lavede stuntet med DF, er i en liga for sig selv, al den stund DF jo næsten manisk har stemt for forringelser for lønmodtagerne i arbejdsmarkedspolitikken under den borgerlige regering. Det var kun DF, der fik noget ud af den forlovelse!
De radikale er glade, for de stod fast på deres grundholdninger i valgkampen. At de så agerede som en 5. kolonne-enhed i forhold til den regering, de selv sad i, har de vist - i egen
selvforståelse - ikke opfattet endnu.
Berettiget har der hos mange jævne socialdemokrater i den seneste regeringsperiode været mange indestængte bemærkninger om, at De Radikale bliver en møllesten om halsen. Og de fik ret.
Når både De Radikales aftaler om arbejdsmarkedspolitik med blå blok før valget, kravene til regeringsgrundlaget med S og SF, og den løbende politikformulering skal afstemmes med radikal selvforståelse, så kan De Radikale selvfølgelig på de indre linjer bryste sig af det, de fik gennemført. Men vurderingen af, om det var en politik, den brede befolkning på sigt ville støtte ved et kommende valg, udeblev.
Det er nu historie.
PÅ SOCIALDEMOKRATIETS kommende kongres skal der vælges ny ledelse. Og jeg er sikker på, at Mette Frederiksen bliver en god formand for Socialdemokraterne, og at hun vil møde massiv opbakning, både fra parti og fagbevægelse.
Men vi er også mange der forventer, at alle Socialdemokraterne er i arbejdstøjet fra dag 1, og trækker på samme hammel. Socialdemokraterne skal også under en borgerlig regering vise, at de mener det med, at de deltager i det politiske arbejde, hen over midten, der hvor mulighed byder sig.
Samtidig er det vel tid til, at Socialdemokraterne afstemmer deres politiks pejlemærker med befolkningen, og prioriterer i forhold hertil. At S gik frem i forhold til de stramninger, de har måtte gennemfører som regering, for at få styr på økonomien, er i virkeligheden særdeles flot, og et udtryk for respekt for indsatsen.
POLITIK er foranderlig, og tidligere tiders SR resultater betyder nødvendigvis ikke, de vil komme igen fremover. Valgkampens oplevelse af, at De Radikale sad på en anden planet, vil stå stærkt i erindringen i lang tid, ikke mindst, at de var på en planet så langt ude på mælkevejen, at det var umuligt at komme i kontakt med dem.
End ikke Huston ville kunne klare den opgave.
Det glædelige afsæt er, at et stort flertal af danskere grundlæggende deler Socialdemokraternes vision for et stærkt velfærdssamfund. Men begreberne, som ret og pligt ligger også solidt i danskerne. Og når vi gennem de seneste år har måttet opleve beskæringer i dagpengeperioden, en næsten afvikling af efterlønnen, opstramninger på overførselsindkomster og sociale ydelser, og mange føler sig pressede, ja så er der ikke noget at sige til, at man sidder betuttet tilbage og stiller spørgsmålstegn ved de mange ressourcer, der øjensynlig bruges på flygtninge og indvandrere.
HERTIL KOMMER, at den udenlandske arbejdskraft, der kommer hertil, er berettiget til de ydelser vi har i Danmark, i forhold til arbejdsløshed, kontanthjælp mv.
Det er egentlig ret forståeligt, at mange har stemt DF, partiet de føler adresserede deres
bekymringer. Der har hertil været beretninger om sigøjnerfamilier, der har levet fedt på vort system i mange år, uden at lave ret meget andet end kriminalitet, og beretninger om flygtninge, der efter mange år i Danmark end ikke kan tale dansk, og derfor ikke kan komme ud på arbejdsmarkedet, og stadigvæk lever på overførselsindkomster.
ALT DETTE har båret ved til opfattelsen af, at ret og pligt ikke er i balance for os alle. En ikke ubetydelig del af DF’s vælgere, er ganske almindelige hårdtarbejdende lønmodtagere,
det er ikke fanatiske racister. Disse forhold bliver Socialdemokraterne nødt til at forholde sig til i den kommende valg- og strategianalyse.
Det kan være, det ikke er vel set visse steder, men vil man have ”serveretten” tilbage, og vil man gøre en indsats for at samle igen, så tror jeg det betyder man på sigt også må gøre op med gamle dogmer.