Thulesen sprænger bombe i OK-konflikten: Lærerne skal tilgodeses

Lærerne blev "kørt fuldstændig over" ved lærerlockouten i 2013, siger Kristian Thulesen Dahl (DF).
Kristian Thulesen Dahl blander sig nu i de igangværende forhandlinger.
Kristian Thulesen Dahl blander sig nu i de igangværende forhandlinger. Foto: Sarah Christine Nørgaard/arkiv/Scanpix

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer de offentlige arbejdsgivere til at komme lønmodtagerne i møde under de igangværende forhandlinger i Forligsinstitutionen om nye overenskomster på det offentlige område.

- Der er en bodsgang at gå i forhold til lærerne, der blev kørt fuldstændig over ved sidste konflikt, siger lederen af regeringens støtteparti til TV2 på Kommunernes Landsforenings topmøde i Aalborg.

De statslige, regionale og kommunale arbejdsgivere varslede onsdag en omfattende lockout fra 10. april, hvis der ikke nås en aftale med fagforeningerne inden.

Det betyder, at de ansatte vil blive udelukket fra deres arbejdsplads - uden løn.

Kristian Thulesen Dahl mener, at det kan være "nøglen til at undgå en storkonflikt", hvis arbejdsgiverne tilgodeser lærerne i en ny overenskomstaftale.

- Det handler om at få repareret nogle skader, der blev pådraget under sidste lockout, siger partiformanden.

Den varslede lockout er de offentlige arbejdsgiveres reaktion på, at fagforeningerne har truet med en strejke, der kan træde i kraft fra 4. april.

Parterne prøver at nå til enighed om nye overenskomster, der skal erstatte de nuværende, som udløber 31. marts. Men forhandlingerne er brudt sammen.

Det er nu op til Forligsinstitutionen at forsøge at mægle mellem de to parter og afværge strejke og lockout.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.