Hvis der skulle være en Socialdemokrat eller to, der nu går og mukker over, at partiets nye finansordfører, Jesper Petersen, på få måneder er strøget til tops i partiet, så møder de ingen forståelse fra statsminister Helle Thorning-Schmidt.
- Han (Jesper Petersen, red.) har sat sig ydmygt tilbage i rækkerne i ganske mange måneder, lyder det fra statsministeren.
Efter få minutters møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe var Jesper Petersens kometkarriere en realitet.
Beskeden fra Helle Thorning-Schmidt til dem, der måtte gå slukøret omkring i gruppen efter omrokeringerne på ordførerposterne, er også klar:
- Sådan er det bare, når poster skal fordeles, fastslår statsministeren om rokaderne, der dels finder sted i kølvandet på regeringsrokaden, dels i lyset af, at flere medlemmer stiller op til de kommende regions-, kommunal- og EU-parlamentsvalg:
Rygterne siger, at Jesper Petersen kan takke den nye erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) for opgraderingen til finansordfører.
Og den nye minister er glad for, at den tidligere SF'er bliver ny finansordfører, og afviser, at der kan spores skuffelse blandt partiets folketingsgruppemedlemmer.
- Nej, der var ikke nogen skuffelse. Der var glæde over, at man fik lov til at konstituere den socialdemokratiske gruppe, og det gjorde vi i enighed.
- Alle folk ser ud til at være glade for de poster, de har fået. Så det er kun allertiders, siger Henrik Sass Larsen.
Den nu tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen (S), der overtager posten som gruppeformand efter Henrik Sass Larsen, er også meget positivt stemt over for Jesper Petersens kometkarriere hos de rosenrøde.
- Jeg tror, at vi alle kender Jesper som en meget dygtig og kompetent person, og her har der været en vigtig rolle, som vi har bedt ham om at påtage sig, og det har han gjort.
- Nu må vi i gang med arbejdet, og det inkluderer også Jesper Petersen, som jeg er sikker på, bliver en dygtig finanspolitisk ordfører, siger Henrik Dam Kristensen.
/ritzau/