Selv om regeringen vil holde den offentlige vækst på beskedne 0,8 procent om året, skal der fortsat være penge til at uddanne unge, passe de ældre og sikre et godt sundhedsvæsen.
Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der tirsdag fremlagde regeringens længe ventede 2020-plan.
- Regeringens vigtigste budskab i dag er, at det er muligt at bevare og udvikle vores velfærdssamfund, men at det kun kan ske, hvis flere danskere kommer i arbejde, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Af samme grund har 2020-plan også fået titlen "Danmark i arbejde", påpeger statsministeren, der igen understreger vigtigheden af, at der bliver skabt flere job.
- Kun ved at der kommer flere arbejdspladser og gang i hjulene, kan vi få en fælles velfærd, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer, at planen ikke kun fokuserer på at "lukke hullet" frem mod 2020.
- Men også på at forbedre den offentlige velfærd. Vi vil også i 2020 have et Danmark, hvor der er råd til omsorg af vores ældre, gratis uddannelse til vores børn og unge og fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen, siger statsministeren.
Statsministeren mener, at flere andre europæiske lande forsømmer at træffe beslutninger. Det ikke må ske i Danmark, fastslår hun.
- De lande, der ikke formår at træffe beslutninger, vil drive bagud i den internationale konkurrence - sådan er det. Det er baggrunden for den række af reformer, som fremgår af planen, siger Helle Thorning-Schmidt.
Det er blandt andet reformer af fleksjobordningen, førtidspensionen og en ny skattereform, der tilsammen skal rejse 14 milliarder kroner. Pengene skal bruges til at "udvikle vores velfærdssamfund".
- Der bliver råd til vores kernevelfærd. Uddannelse til de unge, omsorg til de ældre og hjælp til de syge, siger statsministeren.
Hun understreger, at hun godt er klar over, at hun står i spidsen for en mindretalsregering og derfor ikke på forhånd har flertal for elementerne i 2020-planen.
- Vi lægger det frem, som, vi mener, er rigtigt for Danmarks økonomi. Vi ønsker brede aftaler. Nogle ting er forligsbundet, men de steder, hvor det ikke er vil vi invitere alle folketingets partier til forhandlinger, siger hun.
- Vi vil også invitere uden for Folketinget, tilføjer Thorning med henvisning til arbejdsmarkedets parter, der skal inviteres til trepartsforhandlinger.