Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
Jeg kan lige så godt indrømme det.
De sidste måneder har jeg indimellem været ramt af en voksende selvtægts-virus. Indimellem er jeg nærmest en hvidglødende Steven Seagal-kopi, - Dog uden nogen lyst til at søge statsborgerskab i Rusland. De kan ikke løse mit svineri-problem derovre østpå. Dértil skulle jeg snarere bruge et schweizisk pas. De er efter sigende meget renligheds-bevidste dernede i Alperne. Men jeg agter altså ikke at løbe risikoen for at bo dør-om-dør med en eller dansk bankdirektør på flugt fra skattevæsnet.
Jeg føler mig forfulgt af det, som hedder skovsvin derude i naturen. Herinde i bylivet, er der kun få skove men mange svin. En djøf’er ville kalde dem urbaniserede affalds forurenere og – hærværksfolk.
Jeg vælger den ærligste vej og kalder dem bare – bysvin.
For nu at få det helt på det rene. Eller rettere - det smånussede!
Jeg er ikke selv en engel. Nærmest lidt smårodet og fumler-tumler. Sådan en type, der ikke kan spise is, uden at tabe chokoladerester på trøjen eller den hvide skjorte. Min kone har rystet så meget på hovedet af mig og mine skjortepletter, at det giver hende jævnlige smerter i nakken. Det er altså ikke det sjuskede, der gør mig hvidglødende.
Det er det bevidste bysvineri, som tænder mig af.
Når jeg finder halvtomme juicekartoner og heltomme vodkaflasker i taxien efter et par morgenture ”lille-fredag” - tidligt fredag morgen, når de yngste natteravne har været på rundtur i natten med de gode rabatter på byens barer og skal redde sig et par timers søvn inden fysik- og tysktimerne.
Når der er trådt tyggegummi ud i auto-måtterne. De måtter er der til dels til det samme. Men de skal beskytte i uhelds-tilfælde – og ikke sammenlignes med spaltegulvet i en svinestald.
Når gader og veje ved diverse nattefester i den indre reflekterer på en ganske særlig måde i lyskeglen fra min sølvfarvede Mercer med det gode diodelys. Det er krystallerne fra knuste flasker og glas, der blinker derude, som var det en del af et stykke stjernehimmel, der ved et uheld faldt ned på gaden.
Jeg troede, jeg var langt fra hensynsløsheden, da jeg flyttede til 2100 Spelt (øgenavnet på det københavnske Østerbro). Herude er vi mange blidt til venstre i det politiske spektrum. Herude er økologi både et krav og en selvfølge. Herude er vi lidt mindre smarte end de hektiske København K. Lidt hvidere end det mere proletariske Nørrebro, lidt mindre farlige end Vesterbro. Og lidt mindre rødvinsslubrende end det borgerlige Frederiksberg. Ret beset er jeg jo granitperker og en bonderøv, som ville trives allerbedst ude i skovtykningen i en stråtækt knaldhytte med bindingsværk og en lun brændeovn, der slipper sine CO2-gasser op i atmosfæren.
Brænde – hjemmekløvet, naturligvis.
Men det er en illusion, når fruen er fra Espergærde. Det er min erfaring, at der næppe findes så lokalpatriotiske københavnere, som dem der er vokset op udenfor storbyen. Så nu er det altså blevet sådan, at jeg har accepteret at følge kvinden i mit liv – helt ind på stenbroen. Den nydeligste del af den.
Men svineriet fortsætter.
Glasskår, pizzabakker og cigaretskodder i hundredvis udenfor caféen med byens bedste kaffe og de økologiske sandwicher.
Efterladenskaber fra de jævnlige folkevandringer fra stationen til den store Fodboldarena – i række og geled og af og til med politieskorte. For sådan er det nødvendigt, når vores højt udviklede civilisation ikke kan skelne mellem fan-kultur og bølle-mentalitet. Der passes godt på de tossede fodboldfreaks – men oprydningen efter dem er ikke deres ansvar.
Og så er der prikken over i’et.
Min kones heroiske kamp for bare et lille hjørne af byens skønhed udenfor vores lejlighed – den tidligere restaurant og købmandsbutik. Vi har en smule mere fortov end gennemsnittet og en hyggelig – tidligere butiksdør ud mod gadehjørnet. Der satte hun i sensommeren en smuk, græsk, koboltblå krukke med en enkel, levende plante med røde blomster.
Blot et part døgn gik der, så havde bysvinene været der. – De mest kyniske af dem. Og nej, det var ikke nok at knække blomsten eller slå et skår af krukken. Gerningsmændene havde ganske grundigt stjålet hele molevitten. Vi tænkte en naiv stund, at udsmykningen måske bare var flyttet til et andet gadehjørne – en eller anden syg humor.
Nixen bixen – vores civilsamfundsmæssige bidrag til hovedstadens forskønnelse var helt ude af speltuniverset.
Der gik et par uger, - så genoptog hun kampen for en grønnere by. En ny krukke – denne gang med en mere beskeden lyngplante. Og den står der endnu.
Men en lille forbandet hensynsløshed, tændte mig helt af den anden dag.
Jeg strakte mig en weekendmorgen på dørtrinet til vores beskedne, andelsmatrikel.
Glad for friheden og livet. Så kiggede jeg ned på blomster-krukken, - Jo, den var overlevet endnu en nat. Men oven i den stedsegrønne lyng med de lilla blomster havde en gerningsmand trykket en tom pakke cigaretter sammen med andet lommeskrald. Dybt ned mellem planterne for at skjule affaldet - med det resultat at nogle af lyngplanterne stak rødderne op over jorden. Og det sker jævnligt.
Krukken var konverteret til affaldsspand.
En nærmest socialrealistisk installation over teamet: Storbyens dobbeltmoralske svineri.
Man smider ikke affald på gaden. – Man planter det skjult i den nærmeste blomsterudsmykning. Bortskaffelsen tager ”de andre” sig af.
Jeg siger det, som det er:
- Sådan nogle hykleriske bysvin!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.