Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DET ER ikke sådan, at jeg strutter af glæde over diverse fremdriftsreformer ved de højere uddannelser. Jeg kalder dem for stordrifts – eller studenterkvægdriftsreformer, fordi disse incitamenter for at presse de unge hurtigst muligt gennem uddannelsessystemet, alene er tænkt af økonom- og politologhjerner.
Hvis man nu kan få de unge hurtigere gennem kødhakkeren i den ene ende, er det billigere at servere frikadeller i den anden. Det handler om penge-modeller, der kan strække midlerne, og det er efterhånden på niveau med landsforræderi ikke at købe denne excel-ark-tænkning. Fra venstre mod højre er ”den nødvendige politik” (stjålet fra Poul Hartlings venstre i 70’erne) og ”rettidig omhu” (stjålet fra den gamle A.P Møller, der døde midt i 60’erne) - gjort til tidens helt store HALLELUJA-råb.
Gammeldags genbrug af tænkning og sprog, ja det må man sige?
Lad os kalde det Vintage Liberalisme, så passer det bedre til en af tidens modebølger.
Vintage.
Genbrug.
DEN DER med nødvendig politik og rettidig omhu er jo så indlysende klichéer, at den kan vi ikke andet end at købe. For ingen er alvorligt fortalere for den unødvendige politik utidig sjusk. Det vil jeg tænke på, når jeg en dag skal sidde overfor en ny læge i konsultationen og glæde mig over at blive behandlet af en akademisk personlighed sidst i 20’erne, der har drønet igennem studiet på seks år og et enkelt år på Den Kliniske Basisuddannelse. Og vupti – den unge mand passer på mit liv uden at have ladet sig forstyrre af verden uden for den akademiske de sidste syv år.
Her vil jeg åbne mit hjerte om livsangst, potensproblemer og alderens forvitringer. Nej, selvfølgelig vil jeg ikke det, aldrig i livet! For lægens dygtighed er skabt af meget andet end høje karaktergennemsnit og hurtighed gennem studieforløbet. Og jeg vælger min læge under særlig hensyntagen til femte og sjette ciffer i vedkommendes CPR-nummer.
Og hvem siger i øvrigt, at de unge selv køber denne djøfiserede opfattelse af uddannelse og dannelse?
Min kunde denne tidlige formiddag har valgt sine egne veje – omveje mod det lykkelige liv for sig selv og for det ene liv, hun har fået stillet til rådighed og fri afbenytte. Omveje, som måske er på vej til at blive umuliggjort, når stordriftsreformen kræver normeret studietid, og når universiteterne - som sidst i Århus - ikke har råd til at give dygtige studerende orlov til forskningsarbejde i studieforløbet. DU SKAL GENNEMFØRE HURTIGT, jamen, kan du dog ikke forstå det. Så må det med almendannelse og forskning vente til senere.
HUN ER 32 år og er på vej ud til en kunde med noget grafisk markedsføringsarbejde. Ud til en af specialbutikkerne på det københavnske Vesterbro, hvor pornokældre og rodebutikker erstattes af trendy specialbutikker, til den middelstand, der for længst har overtaget dominansen i boliger og købekraft. Hun er en klassisk smuk, karismatisk og overbevisende udgave af sit køn og sin generation. Selvfølgelig kan hun sælge varen.
- OK, jeg tog en omvej, inden jeg fandt frem til, hvor jeg egentlig ville lande. Min far er læge og min mor er sygeplejerske, så det med en god uddannelse lå ligesom i luften. Men de er moderne mennesker, så de pressede ikke i egen retning. Det endte med, at jeg blev socialrådgiver og røg ind i nogle år med de hårde sager. Folk der virkeligt levede på bunden. Det gik sådan set meget godt, jeg tror jeg var god til det – men jeg kunne mærke, at jeg slet, slet ikke havde valgt et livsjob. Så jeg valgte at læse videre til en kandidatuddannelse i pædagogik og filosofi. Så var jeg endelig blevet en rigtig akademiker.
Hun smiler en smule ironisk, og jeg forstår, at historien ikke slutter her.
- Det var ikke sådan lige umiddelbart let at få arbejde, og jeg havde heller ikke en klar vision om, hvad det hele skulle ende med, så jeg vendte tilbage til socialrådgiverarbejdet. Men fornemmelsen af at være fejlplaceret var selvfølgelig ikke forsvundet. Jeg måtte simpelthen stoppe op og tage mig sammen: Hvad er det egentlig jeg har lyst til? Hvad kan jeg arbejde med, hvor jeg både er glad for jobbet og skaber værdi for andre?
- Jeg har masser af kompetence med fra mine uddannelser. Noget med at kunne møde mennesker på vidt forskellige betingelser. Noget med at være trænet i at fordybe sig i ny viden. Og så valgte jeg noget, som i virkeligheden er kategoriseret som en almindelig, faglig uddannelse. Jeg kom ind på en teknisk skole, hvor jeg fik en kortere uddannelse i grafisk design. Det havde ligget og ulmet i baghovedet i en del år, men jeg slog det hen, fordi det jo ikke passede til den velkendte, akademiske landevej. Det blev nærmest en oplevelse af stor lykke at tage det skridt, og nu arbejder jeg som selvstændig med design af butikkers/virksomheders direkte udtryk overfor deres kunder.
- Jeg tror på mange måder, at det her har reddet mit liv.
- Reddet dit liv, er det ikke en lige lovlig voldsom udmelding?
- OK! Men det er ikke ment på den livsfarlige måde, siger hun og erkender, at ordene måske var lige var lige vel dramatiske. Jeg tænkte på karrieren – mit arbejdsliv. Jeg elsker mit nuværende arbejde, selv om tilværelsen som selvstændig er mere usikker end en fast stilling i kommunen. Jeg laver noget, hvor jeg ved, jeg kan noget særligt, og jeg får det bekræftet af kunderne. Jeg udvikler mig. Jeg føler mig stærk. Og jeg har ikke længere den der rastløse overvejelse af, om jeg nu er på den rette hylde. Det er det her, jeg vil!
Et øjeblik er vi – trods aldersforskellen - soulmates – grafikeren og Taxamanden. Vi har valgt andre veje end de asfalterede.
Og så har vi et et fælles, fromt ønske om, at djøfiseringens regnemodeller ikke tager livet af menneskets frie vilje.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.