Havde hun været en af mine egne tøser, havde jeg været pavestolt over hende. Mens alle andre sover pinse-branderten ud, står hun op med solen bag skyerne for at tage på arbejde.
Hun er omkring 20 år og studerende, men under sig en taxi for at forvalte jobbet som mellemleder på en McDonald i forstaden. Den er tosset med busforbindelserne på en helligdag.
Og så er der lige den sødmefyldte dialekt, som jeg nyder, mens vi kører gennem København så tidligt, at vi nærmest har byen for os selv.
Der er sådan en slags uartikuleret fællesskab mellem os ”udkantsperkere” på tværs af aldre og levevilkår. Vi slipper det aldrig, og så kan det jo høres på vores sprog. Jeg er trænet i det som indfødt bornholmer - og hun har på ingen måde sluppet den melodiske, lollandske dialekt, selv om hun er en del af det moderne samfund.
Lige nu slider hun på det andet ”sabbatår”, men den store drøm er at læse sociologi på universitet efter sommerferien.
SÅ HER SIDDER vi så og småsynger på vore forskellige dialekter – og talen falder helt naturligt på en slags paradoksal, irritabel omsorgsfuldhed for det Udkantsdanmark, vi er rundet så meget af, at det kan høres.
- Jo, jeg er fra Nakskov, siger hun. Men jeg er ikke 'På Røven i Nakskov' siger hun og griner irriteret af TV2's dokumentarserie om pjalteproletariatet i et af de områder i Danmark, der er ramt hårdest af fattigdommen.
Selv har jeg set et par stykker af udsendelserne og har et skizofrent forhold til disse dokumentarer om Danmarks invaliderende fattigdom – produceret i tidsånden. De er et godt håndværk, og serien tager et relevant emne op. Og for en gangs skyld er mediefolkene udenfor storbyens og modernitetens favntag. Jeg var givetvis tilfreds, hvis det var mig, der var tv-chef.
MEN UDSENDELSERNE er også produceret efter tidsåndens skabeloner og har uanset emner som tvangsfjernelser, skilsmisser, ægteskabelige skænderier om de penge, der ikke er der, total udstødelse, noget man ikke kan kalde meget andet end underholdningsværdi. Vi kigger på skærmen ved aftenkaffen i sofaen med vores ”ihhh’er” og ”naaaaaaiiii’’er – men vi er først og fremmest betragtere.
Den sociale indignation er HELT under kontrol, og intet tyder på, at vi har udviklet os til frontkæmpere for forandring efter episoderne med 40 minutters udkants-elendighed pr. episode.
Den unge kunde kigger på mig og er tydeligt hamrende irriteret over serien.
- Selvfølgelig ved jeg som nakskovit, at forholdene er særligt hårde på Vestlolland og i min hjemby Nakskov. Men når jeg kigger på serien, kan jeg ikke genkende den virkelighed, jeg kender. Man kan virkeligt mærke, hvordan de kører rundt og leder efter, hvor der er allergrimmest, hvor varmen er lukket og strømmen er taget og allermest udkantsagtigt i den by og på den egn, jeg er vokset op i.
- Jeg er enig i budskabet – men ikke i gengivelsen. Der har da også været en kæmpe-diskussion derhjemme, hvor mange mennesker ikke mindst har set sig vrede på programtitlen. Det med at være fra Nakskov er tæt kædet sammen med at være på røven. Og sådan ser vi altså ikke os selv. Rygterne vil da også vide, at tv har ændret titlen på dokumentarudsendelserne i næste sæson: PÅ RØVEN…… Nu er vi bare på røven sådan i al almindelighed, siger hun.
Hun griner og ryster overbærende på hovedet.
OG JEG KOMMER i tanker om en af de mest dramatiske episoder i den nyere, politiske, historiske tid – men dog mange år før både den kommende sociologistuderende og Taxamanden blev født.
I disse uger for 85 år siden udspandt der sig et drama i Nakskov, ”Nakskov-affæren”, som er noget af det tætteste, Danmark har været på en revolution i industriens tidsalder. Vrede, fattige og sultne arbejdere gik i foråret 1931 på gaderne drevet af især kommunistiske aktivister.
Det hele kulminerede, da oprørske arbejdere mødte op ved et byrådsmøde, hvor de rystende nervøse lokalpolitikere under pres vedtog at overskride byens budget for at dele ud til de fattige. Så hørte politikerne i København om dramaet og underkendte beslutningen. Det gjorde blot balladen i Nakskov endnu større.
Stik mod grundloven forbød politimesteren en 1. maj demonstration i 1931, som netop kommunisterne havde indkaldt til. Så eksploderede vreden og endte med indsættelse af militærstyrker fra Vordingborg og en retssag, hvor arbejderrepræsentanterne blev idømt op til to års fængsel.
Blandt de dømte var arbejdsmændenes formand, Emil Koch, som hele vejen igennem var den berømte lus mellem to negle. På den ene side var han en passioneret leder af arbejdsmændene i en by, der også dengang levede på kanten midt i arbejdsløshed og forarmelser. På den anden side var han socialdemokrat og principielt imod de hårde aktions-metoder.
ARBEJDEROPSTANDEN i 1931 satte i tiden efter sin permanente præg på det politiske liv i Nakskov. Som journalist på egnen (Regionalradioen i Næstved) kender jeg i den grad til begrebet ”den rødeste by i det rødeste amt”. Nakskov var og er en rigtig arbejderby, og arbejderne på Lolland har til alle tider måttet kæmpe mod krise, forarmelse og stigmatisering.
Nakskov Skibsværft lukkede i 1987. Siden kom Vestas, vindmøllefabrikken, til – og lukkede.
Og igen sad arbejderne og deres by med agterpartiet i vandskorpen.
I slutningen af 70’erne producerede den karismatiske tv- mand – og nakskovit – Poul Trier Petersen og DR (Næstved) en film om dengang nok var nok – om oprøret i den røde by i 1931.
Forud gik en række dokumentarudsendelser på radio. Jeg var helt ung journalist dernede, og selv om jeg ikke personligt var en del af filmprojektet, lærte jeg den temperamentsfulde og geniale Poul Trier at kende. Han var en af dem, der satte datidens seriøse tv-dagsorden.
Filmen om ”Nakskov-affæren” Kom til at hedde ”Rejs dig Emil Koch” og må ligge et eller andet sted i DR’s arkiver.
Vi burde prikke DR på skulderen og få genudsendt den dramatiske fortælling i 85-året for oprøret.
Dengang Nakskov virkeligt var på røven!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.