Næsen løber, termometret kravler opad, og toilettet må højst være ti sekunder væk.
Du er blevet syg. Og så ovenikøbet i ferien, hvor du jo skulle rekreere, så du kunne vende frisk og frejdig tilbage til jobbet.
Men nu får du ret til at erstatte de tabte dage under dynen med en erstatningsferie på et andet tidspunkt - uanset hvornår i løbet af ferien, du bliver syg.
Retten til erstatningsferie får du, fordi Folketinget forleden vedtog en ændring af ferieloven, så den nu flugter med EU-regler på området.
- Det nye i ferieloven er, at hvis du bliver syg på andendagen eller længere inde i ferien har du ret til, at det ikke tæller som feriedage, men at du i stedet for er sygemeldt, fortæller Evelyn Jørgensen, LO-jurist med speciale i blandt andet ferielovgivningen.
De nye regler træder i kraft fra ferieårets start 1. maj, og dermed kan du allerede få erstatningsferie, hvis du skulle blive syg henover sommeren. Men du skal huske at sygemelde dig på samme måde som hvis du bliver syg under arbejdet. Og så skal du også have dokumentation i form af en lægeerklæring.
Men de danske lønmodtagere er anderledes stillet end deres europæiske kolleger. For i Danmark har man ret til fem ugers ferie i løbet af et år, hvor normen fire uger i resten af EU.
Det betyder, at de første fem sygedage i en dansk lønmodtagers ferie er for egen regning. Først derefter træder retten til erstatningsferie i kraft.
- Man har indført fem karenssygedage i Danmark, som ikke bliver erstattet. Så hvis du for eksempel har haft en kort ferie i maj måned, hvor du er blevet syg, så kan de tælle som karensdage i forhold til, hvis du senere skulle blive syg, siger Evelyn Jørgensen.
Hun understreger at 'karensferien' også skal være dokumenteret med lægeerklæring.
- Når du så kommer og har den sjette sygedage i ferien, skal du kunne dokumentere, at du tidligere har været syg i fem dage for at kunne få erstatning for den sjette dag og fremefter, siger Evelyn Jørgensen.
Børns sygedage kan ikke udløse erstatningsferie. Og sygdom under feriefridage, den sjette ferieuge, som mange lønmodtagere har i deres overenskomst, giver heller ikke ret til erstatningsferie.
- Derfor er det en god ide, at lønmodtager og arbejdsgiver er enige om, hvorvidt man er på feriefridage eller ferie. Så vil man kunne undgå en tvist om det bagefter, siger Evelyn Jørgensen.